Hver gang Apple lancerer ny betasoftware, er det et rent slaraffenland for pilfingre og rygtemagere. Således også med iOS 12.2 betaen, der blev frigivet til udviklere i går. Ifølge programmøren Steve Troughton-Smith, der har kigget i kildekoden, er der referencer til fire nye iPad-modeller i betaen: To nye iPads i wifi og 4G-varianter.
Det stemmer ret godt overens med tidligere rygter, der hævder, at der kommer opdateringer til både iPad Mini og den “almindelige” 9,7 tommer iPad senere i år.
Ærgerligt nok ser det ikke ud til, at de får indbygget FaceID, skriver Troughton-Smith i et tweet:
iPad-rygterne bakkes op af, at Apple for nyligt registrerede en håndfuld nye ”tablet computere” hos den russiske myndighed Eurasian Economic Comission. Det er et ret tydeligt tegn på, at der er noget konkret på vej. I 2017 blev nye MacBook-computere og iPads ”afsløret” af registrering i EEC-databasen og det samme skete med iPhone 7 og Apple Watch Series 2 i 2016.
Ny iPod på vej
Interessant er det også, at kildekoden har referencer til en ny iPod Touch med modelnummer iPod9,1, som heller ikke har hverken FaceID eller TouchID. Det er ikke mere end et par uger siden de første rygter om, at Apple vil genoplive iPod-brandet dukkede op. Læs her: Apple-enheder får USB-C og iPod’en vender tilbage. iPod’en sælges stadig, men er ikke blevet fornyet i fire år.