TeknologiTophistorie

iOS 17.1 lander senest onsdag

Her er nyhederne i iOS 17.1, der forventes at komme til din iPhone i løbet af denne uge.

Det forventes, at Apple frigiver iOS 17.1 opdateringen til iPhone i denne uge. Opdateringen indeholder naturligvis den nødvendige bunke fejlrettelser. Men den byder også på nogle af de funktioner, vi blev lovet, da Apple præsenterede iOS 17 tilbage i juni måned.

Først og fremmest rummer opdateringen den ændring, der sænker strålingsniveauet på iPhone 12. Det er et krav fra franske sikkerhedsmyndigheder, der dumpede telefonen tidligere på året. Det er også takket være disse myndigheder, at vi med rimelig sikkerhed ved, at opdateringen lander tirsdag 24. oktober (amerikansk tid).

 

Der er også en rettelse, der løser problemerne med de “brændte skærmbilleder”, der har vist sig at være en fejl i softwaren iOS 17. Men hvad kan vi ellers se frem til? Vi har samlet en overset her …

AirDrop over wifi

En af de store nyheder fra præsentationen i juni var en forbedret AirDrop-funktionalitet. Hidtil har AirDrop, der gør det nemt at udveksle filer mellem enheder, fungeret over Bluetooth. Det betyder, at enhederne skal være fysisk i nærheden af hinanden. Men med opdateringen vil man kunne fortsætte overførsler over wifi – og endda via mobilnettet – så fysisk nærhed ikke længere er et krav.

 

Handlingsknappen opdateres

Har du en iPhone 15 Pro eller en 15 Pro Max vil knappen ‘Handling’ også få forbedret funktionalitet. Opdateringen tilføjer nemlig en ny funktion, der bruger telefonen nærhedssensor til at registrere, når din iPhone er i lommen for at forhindre utilsigtede aktiveringer. Det betyder også, at du bliver nødt til at trykke lidt længere på handlingsknappen for at udløse en handling, hvis telefonen er i lommen.

Flere fotos på låseskærmen

‘Blanding af fotos’ kom til låseskærmen med iOS 16, men den var mildest talt begrænset. Man kunne udelukkende vælge mellem personer, natur eller byer. Det laves der heldigvis om på med iOS 17.1, hvor man selv kan vælge et specifikt album med fotos, som skal vises.

Apple Music

Apple har også lavet en række ændringer i Apple Music app’en. De har blandt andet tilføjet et nyt bibliotek af grafik man kan bruge til at gøre sine spillelister mere personlige. Det er også blevet muligt at definere sange, albums og spillelister som ‘favoritter’, som det er nemmere at få adgang til.

 

Standby altid tændt

Du får lidt mere kontrol over StandBy-funktionen, der træder i kraft, når telefonen vendes horisontalt mens den oplades. Nu bliver det nemlig muligt at definere, hvornår standby-skærmen skal slukke. Hidtil har man udelukkende kunnet vælge mellem “altid til” eller ej. Med iOS 17.1 får man også mulighed for at vælge, at den automatisk slukkes efter 20 sekunder.

Fejlrettelser

Udover disse nye funktioner, løser iOS 17.1 også en række fejl og ydeevneproblemer, der har plaget nogle iPhone-brugere i løbet af den seneste måned. Ifølge opdateringens release notes er der taget hånd om følgende problemer:

  • Forbedret pålidelighed af skærmtidsindstillinger, der synkroniserer på tværs af enheder.
  • Løser et problem, hvor navnene på indgående opkald muligvis ikke vises, når du er i gang med et andet opkald.
  • Løser et problem, hvor brugerdefinerede og købte ringetoner muligvis ikke vises som valgmuligheder for din teksttone.
  • Løser et problem, der kan få tastaturet til at blive langsomt.
  • Home Key-understøttelse på Matter-låse.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.