Apple opfandt stort set kategorien tablets med deres iPad i 2010. Her, 7 år senere, er Apple stadig i front med deres iPad serie, og deres nye iPad Pro 10,5″ cementerer den føring. Faktisk er der ingen tvivl for denne anmelder, og jeg kan lige så godt sige det som det er: iPad Pro 10,5″ er uden sammenligning den bedste iPad nogensinde – og dermed også den bedste tablet nogensinde. Den er bedre end forgængeren på næsten alle måder – men hvis du vil være ejer af verdens bedste tablet skal du smide en ganske stor pose penge. Spørgsmålet er så, om det er det værd? Svaret er et stort “måske”.
Nyt format fungerer perfekt
Den “gamle” Pro var 9,7″, hvilket har været standard for iPad siden den allerførste tilbage i 2010. Men den nye version har altså fået en 10,5″ hvilket placerer den som et godt og barbært alternativ til den helt store 12,9″ Pro, der vel nærmere kan betragtes som et tv med tabletfunktioner end det modsatte. Sammenholdt med, at den nye 10,5″ skærm sidder på en tablet der kun er meget lidt større end 9,7″ udgaven, giver det en nærmest perfekt oplevelse af balancen imellem skærmstørrelse og mobilitet. Vægten ligger sig også meget tæt på 9,7″ udgaven, så generelt er det bare lykkedes Apple at lave en tablet, der er samme størrelse som forgængeren – men altså med en større skærm. Og skærmen er i sig selv også blevet en del bedre…
Nærmest utrolig skærm
Det store salgsargument for den nye iPad Pro er utvivlsomt dens skærm. En ting er, at den er blevet en del større (det virker som om, der er meget længere fra 9,7″ til 10,5″ end de 0,8″ der reelt er tale om), noget andet er, at kvaliteten også har fået et spark. I høj solskin er det stadig ret let at se, hvad der foregår på skærmen – også selv om man ser en tv-serie, hvor der ofte er mørke scener, der på ældre skærme vil være helt umulige at se i solskin. Derudover er opdateringshastigheden fordoblet til 120Hz, hvilet giver en generelt meget mere flydende oplevelse. Især er det faktisk tydeligt når man bruger Apple Pencil – den minimale forsinkelse der var på den forrige iPad Pro er nu endnu mindre, hvilket de fleste der bruger iPad til at skrive på vil påskønne. Derudover er det også ganske tydeligt når man eksempelvis scroller ned igennem en lang liste.
Hurtigere end du har brug for
I vores måling ender iPad Pro 10,5″ på henholdsvis 3901 i Geekbench single-core målingen – og 8572 i multi-core. Det er ganske okay, og vi har set målinger hvor den scorer endnu højere. I praksis har vi ikke kunnet finde en eneste app, der har kunnet presse den nye Pro – hvis den kunne tale (Udover smådumme Siri) ville den formentlig hånende bede om at få nogle ordentlige udfordringer. Og imens udviklerne så arbejder på det, kan vi bare konstatere, at det er en fryd at arbejde (og lege) på iPad Pro 10,5″, og de færreste vil formentlig få problemer med hastigheden på den i dens levetid.
Alt det andet
Langt hen ad vejen er resten af Pro’en nogenlunde som forrige generation. Pencil fungerer på samme måde og med stort set samme præcision, men den hurtigere skærm giver også her en øget respons, så det føles mere flydende at bruge Pencil på skærmen.
Kameraet har fået en lille opgradering og svarer nu til det, der sidder i iPhone 7, men helt ærligt, så er det så sjældent at nogen bruger det, at det langt hen ad vejen er ligegyldigt. Men har du pludselig brug for det, fungerer det altså glimrende. Men sammen med det opgraderede kamera er den ekstremt irriterende kamerapukkel også dukket op – og helt ærligt, så ville jeg have foretrukket et dårligere kamera og ingen bule på bagsiden.
iOS 10 – og snart 11
iOS er stadig det klart bedste styresystem til en tablet. Her er millioner af apps, og alt kører flydende. Hvis du er vant til Apples styresystem føler du dig naturligt hjemme. Indtil juni i år var der dog nogle småting der manglede for at gøre iPad til et ægte “Pro” device – men så annoncerede Apple iOS 11, der for eksempel er født med ægte drag and drop så du meget kan hive elementer fra en app til en anden. En anden feature jeg har ventet på er et fil program hvor du kan se og administrere filer på din tablet – det kommer iOS 11 også med. Med andre ord er iPad allerede nu den bedste tablet på softwaresiden – og den bliver kun bedre fremover. Der er endnu flere fordele ved iOS 11, men dem vender vi tilbage til i en anmeldelse når det nye system er lanceret. Lad os bare konkludere, at iPad og iOS 10 også fungerer upåklageligt.
Måske for dyr?
iPad Pro serien har hele tiden været dyr, men i den nye udgave har den fået endnu en tand op. Den “mindste” udgave med 64GB hukommelse uden 4G koster 5.599 kr. Med 4G kommer den op i 6.799 kr. Og går du all in og køber den nye 512GB udgave med 4G må du slippe hele 9.799 kr. Det er altså pænt mange penge for en tablet. Det store problem er i den sammenhæng, at den “almindelige” iPad (som vi har anmeldt her) kun koster 2.999 kr. – godt nok med 32GB hukommelse, men vælger du 128GB udgaven koster den 3.999 kr., hvilket er 1.600 kr. billigere end den billigste iPad Pro, der så i øvrigt kun har 64GB hukommelse. Der er ingen tvivl om, at skærmen på iPad Pro 10,5″ er bedre end den, der sidder på iPad, men om det er nok til at retfærdiggøre den ret voldsomme ekstrapris er et stort spørgsmål. Vores gæt er, at det for mange brugere bliver et rungende “nej!”. Men for dem, der vil have det bedste, inkl. mulighed for at bruge Apple Pencil og koble tilbehør til via SmartConnecteren, er iPad Pro 10,5″ en fabelagtig tablet.