Temaet i Apples event er åbenbart “mini”. Ud over 4-tommer udgaven iPhone SE lancerede Apple, helt som ventet, en iPad Pro i miniformat. Med sin 9,7 tommer store retina-skærm har den nye Pro har nogenlunde samme dimensioner som den nuværende iPad Air, men den er udrustet med Pro’ens muskler og muligheder for udvidelser.
Den nye iPad byder også på en nyskabelse, som Apple kalder True Tone Display. Fire sensorer holder øje med omgivelsernes lys og justerer farvetemperaturen på iPad’ens skærm tilsvarende. Det skulle gøre alle farver mere naturtro under forskellige lysforhold, ligesom det skulle være mere afslappende for øjnene.
En anden nyhed er, at iPad Pro’en fås med voldsomme 256 gigabyte lagerplads. Den store iPad Pro opdateres tilsvarende fra og med i dag. Dermed vil de begge kunne fås i 32, 128 og 256 gigabyte-udgaver.
Den spritnye 9,7 tommer store iPad Pro. Under køleren gemmer den lille nye iPad Pro på Apples p.t. hurtigste processor, A9X med M9 co-processor. Det er den samme processor, som sidder i den 12,9 tommer store iPad Pro. Den har også fået fire højttalere, der tilpasser sig hvordan tablet’en vendes. En funktion, som vi var meget begejstrede for, da vi anmeldte den store Pro.
Bedst er det dog, at den nye iPad Pro kan bruge både Apple Pencil og specielle tastaturer, der lanceres samtidig.
Her er lidt flere informationer i punktform:
9,7 tommer skærmen har en opløsning på 2048 x 1536 pixels (264 PPI) 12 megapixel kamera med Live Photos, True Tone Flash og 4K-videooptagelse 5 megapixel FaceTime kamera på fronten Tykkelsen er 6,1 millimeter Den vejer 437 gram. 4G-modellen vejer 444 gram. Kommer til Danmark i starten af April måned Priserne starter ved 5.299 kr. for 32GB wifi-modellen. 128GB koster 6.699 kr. og 256GB-udgaven 8.099 kr. Med 4G er priserne 6.399 kr., 7.799 kr. og 9.199 kr. Pencil og tastatur er ekstratilbehør der købes separat