Nedtællingen er begyndt. Den rygtede iPhone 14 bliver med meget, meget stor sandsynlighed præsenteret på onsdag den 7. september. Gennem det seneste år har rygterne svirret om både nye kamerafunktioner, always-on skærm og, senest, satellitforbindelse. Vi har endda allerede fået et kig på telefonens operativsystem, iOS 16, og her kan du se, hvordan du kan hente beaten allerede nu.
Men på trods af alle rygterne, er der stadig rigeligt med spørgsmål, der venter på at blive besvaret. Kommer iPhone 14 familien til at bestå af to, fire eller fem medlemmer? Stiger priserne? Igen? Hvordan vil den se ud?
Svarene får vi ikke før Tim Cook går på scenen onsdag aften klokken 19.00 dansk tid, men her forsøger vi at give et overblik over, hvad vi forventer at blive præsenteret for.
iPhone 14-familien
Det lader til, at der kommer hele fire nye iPhone 14 modeller. Nemlig iPhone 14 (6,1″) og 14 Max (6,7″) samt 14 Pro (6,1″) og 14 Pro Max (6,7″). Der vil altså være to forskellige størrelser at vælge imellem, og vælger du Pro-serien, vil skærmens opdateringshastighed være højere (120 Hz).
Et rygte, der har cirkuleret i lang tid, er, at sensorpanelet øverst på telefonens front vil have to mindre huller. Nu ser det ud til, at Apple vil fylde området mellem disse huller med en sort flade, der vil have indikatorlys, der viser, om kameraet eller mikrofonen er tændt. Værd at nævne er, at det ser ud til, at kun iPhone 14 Pro-serien får det nye sensorpanel. På de “almindelige” modeller vil det gamle sensorpanel stadig være der.
I det hele taget seer det ud til, at Apple har reserveret de største nyheder til Pro-serien, mens de almindelige 14’ere ikke vil byde på meget nyt i forhold til iPhone 13. Eksempelvis rygtes det, at de to grundmodeller vil have samme A15-processor, som iPhone 13 har i dag. Når det kommer til RAM, ser modellerne ud til at have 6 GB RAM mod de tidligere 4 GB.
Pro-serien, derimod, får en såkaldt Pro Motion-skærm, der har flydende opdateringshastighed på mellem 1Hz og 120Hz. Noget, som vi allerede har set i eks. OnePlus 10 Pro. Rent praktisk bertyder det, at skærmen ikke bruger strøm, når du ser på statiske skærmbilleder – såsom fotos eller beskeder – hvilket er godt for batterilevetiden.
Det rygtes også at Pro-serien er bestykket med et nyt modem, der gør det muligt at foretage nødopkald via satellit, hvis man er i et område uden for dækning.
Det forlyder at Pro-serien også vil få en større kamerasensor. Faktisk 21 procent større. Dette vil åbne op for endnu skarpere billeder i 48 megapixel og mulighed for at filme i 8K.
Det rygtes, at iPhone 14 Pro-serien vil være tilgængelig med op til 2 terabyte lagerplads. Den får 6 gigabyte hukommelse og den nyeste A16-processor.
Apple Watch Series 8
Det har naturligvis også svirret med rygter om Apple Watch, som med stor sandsynlighed også vises frem onsdag aften. Allerede sidste år gik der rygter om et nyt, fladt design a la iPad Pro, men det får vi heller ikke at se i år, siger de seneste meldinger. I stedet kommer der muligvis et fladere skærmareal, men ikke flade/kantede sider.
Der kommer sandsynligvis to udgaver af Apple Watch Series 8, hvoraf den største (og dyreste) bliver en rugged Pro-udgave. Den vil være rettet mod extremsport-udøvere og vil have en større skærm (47mm mod 45mm på den almindelige udgave).
Apple Watch Series 8 vil blive baseret på en S8-chp, der grundlæggende er den samme som S7. Der er ingen forbedringer på hverken hastighed eller effektivitet. Til gengæld vil Apple introducere en ny low power-mode, der slår visse funktioner fra i bytte for længere batterilevetid.
Sådan ser du med …
iNPUT er til stede ved eventet på onsdag og vil naturligvis holde læserne løbende opdateret. Du kan eventuelt give vores Facebook-side et Like, hvis du vil have nyheder direkte i dit Feed.
Det er også muligt at se med selv. Det foregår på alle de traditionelle kanaler, nemlig Apples egen hjemmeside, Apple TV, m.m.