GadgetsTophistorie

iPhone 15 event – det kan du forvente

Vi har samlet og kondenseret de seneste rygter om iPhone 15 familien og de øvrige enheder, Apple vil vise frem i morgen.

Man ved, det er blevet tidlig efterår, når Tim Cook går på scenen for at åbne iPhone-ballet. Tirsdag aften er det blevet den tid. Fra klokken 19.00 dansk tid og halvanden time frem, vil han sammen med andre nøglemedarbejdere præsentere en stribe nyheder. iPhone 15 familien er sikker, men hvad kan vi ellers forvente?

Det kan du læse vores bud på herunder, ligesom vi har samlet og kondenseret de seneste rygter om enhedernes specifikationer.

 

Den helt sikre: iPhone 15

Lige som den nuværende kommer årets iPhone-familie til at bestå af fire forskellige modeller, menlig iPhone 15, 15 Plus, 15 Pro og 15 Pro Max. Den første – bekræftede – nyhed på alle modeller er, at Lightning-stikket er smidt på porten til fordel for USB-C. Tak for det, EU.

Rygterne hævder, at der følger et farve-matchende USB-C kabel med i æskerne.

 

Grundmodellerne 15 og 15 Plus vil i år også have Dynamic Island, der var forbeholdt Pro-udgaverne på de nuværende iPhones. Der er også snak om, at de vil understøtte QI2-standarden til hurtigere trådløs opladning.

Topmodellerne 15 Pro og 15 Pro Max vil have væsentlig smallere ramme omkring skærmen. Selve rammen vil være fremstillet af titanium, hvilket vil gøre telefonen noget lettere. De vil også være bestykket med den nye A17 Bionic chip, der – som den første af Apples egne chipset – er baseret på 3nm teknologi.

iPhone 15 Pro Max (men ikke iPhone 15 Pro) vil inkludere et opgraderet kamerasystem med periskoplinseteknologi. Det nye periskopobjektiv vil tilbyde øget optisk zoom, op til 5x eller 6x.

 

Mute-knappen vil efter sigende være erstattet med en ny programmerbar knap, svarende til den, der debuterede på Apple Watch Ultra sidste år. Knappen kan af brugeren indstilles til en række forskellige opgaver.

Den lige så sikre: Apple Watch Series 9

kke et år uden en ny generation af Apple Watch. Denne gang er vi nået til generation 9, og ligesom de foregående år vil den ikke byde på større nyheder. Den eneste “store” forbedring i forhold til sidste års udgave, er en ny S9 processor. Den samme der sidder i Ultra-udgaven. Det bliver første gang siden Apple Watch Series 6, at regnekraften forøges.

Det hævdes også at Apple vil lancere en ny pink udgave af uret.

 

Den knapt så sikre: Apple Watch Ultra 2

Ultra-modellen forventes også at blive opdateret i år. Men igen bliver det bittesmå forbedringer, sandsynligvis i batterilevetiden. Derudover vil den muligvis kunne fås i titanium-sort. Den nuværende model kan kun fås i lys metalfarvet titanium.

Den usikre: AirPods Pro med USB-C

AirPods med USB-C kommer. Det er kun et spørgsmål om tiden. Rygterne hævder, at Apple vil benytte torsdagens event til at lancere AirPods Pro med USB-C. Altså, et nyt ladeetui, hvor Lightning er udskiftet. Selve hovedtelefonerne vil være de samme.

 

Derimod skal vi ikke forvente at se hverken AirPods 3 eller AirPods Max med USB-C før gang i 2024.

Sådan ser du med …

Apple streamer naturligvis begivenheden live via sin hjemmeside og på sine Apple TV enheder. Men du kan også give vores Facebook-side et Like. Så får du nyhederne fra eventet løbende i dit feed.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.