Fredag kom de nye iPhone 15 modeller i butikkerne og i kølvandet på det, de første test af batterilevetiden. Apple selv har fremhævet Pro-modellernes batterilevetid, da den nye A17 chip er mere strømøkonomisk. Men det er faktisk iPhone 15 Plus, der er modellen, du skal gå efter, hvis batterilevetiden er den væsentligste parameter.
Faktisk slog den ikke bare Pro-modellerne i Mrwhosetheboss’s test . Med en Skærmtid på 13 timer slog 15 Plus samtlige andre iPhone-modeller, der er eller har været på markedet.
Apple definerer selv batterilevetid i form af levetid for kontinuerlig lyd- og videoafspilning. Ifølge deres egne tal er det iPhone 15 Pro Max der burde holde længst ved videoafspilning, nemlig 25 timer. iPhone 15 Plus (og iPhone 15 Pro) holder, ifølge Apple, “kun” til 20 timer.
Til gengæld kan iPhone 15 Plus – igen ifølge Apple selv – klare op til 100 timers lydafspilning, mens Pro Max knækker efter 95 timer.
Men det er i den mere realistiske test fra Mrwhosetheboss , at 15 Plus klarer sig så godt. Han udsætter telefonerne for strømdrænene aktiviteter som spil og videoer alt imens skærmen forbliver tændt. I hvert fald lige indtil batteriet er afladt og telefonen slukker.
Her er resultaterne for den seneste iPhone-generation.
# Model Batterilevetid (timer/minutter) 1 iPhone 15 Plus 13:19 2 iPhone 15 Pro Max 11:41 3 iPhone 15 9:50 4 iPhone 15 Pro 9:20
Kilde: Mrwhostheboss. Den tidligere førerhund var i øvrigt iPhone 13 Pro Max, der holdt ud i 11 timer og 19 minutter.
Herunder hele videotesten fra Mrwhostheboss.