En nylig undersøgelse af de sidste fem års iPhone-modeller viser, at iPhone 6 var den uden sammenligning ringeste iPhone. Både iPhone 6 og 6S (inklusive Plus-modellen) topper listen over de mindst pålidelige telefoner, ifølge “State of Mobile Device Repair & Security“ af sikkerhedsfirmaet Blancco. Det skriver Apple Insider.
Faktisk var iPhone 6 så ringe, at knapt hver fjerde solgte telefon i sin levetid krævede reparation eller udskiftning. Ifølge undersøgelsen drejer de mest udbredte fejl i iPhone 6 sig om Bluetooth, wifi-forbindelse, mobil data og headsettet.
iPhone 6 og 6S var de værste med fejlrater på henholdsvis 22 og 16 procent, men 6 Plus og 6S Plus følger lige i hælene med 9 og 8 procent. iPhone 7 ser heller ikke godt ud med fejlrater på 8 procent.
Apple har dog fået rettet op på problemerne, idet både iPhone 8 og iPhone X har en fejlrate på 3 procent, hvilket regnes for at være acceptabelt.
Samsung værre
Android-brugerne er ikke befriet for samme problemer. Ifølge undersøgelsen er det især Samsungs telefoner, der giver problemer. Ifølge Blancco har Samsungs telefoner generelt en fejlrate på 27,4 procent, hvilket er langt over selv den værste iPhone. Om det tal så inkluderer Note 7, der alle havde fejl, melder historien ikke noget om – men det vil i så fald forurene overblikket en hel del.
Android-telefoner har typisk problemer med fejl i kameraet, mikrofonen og batteriet, skriver Blancco.