Apple arbejder formentlig rigtigt hårdt på deres næste udgave af iPhone, “iPhone 8”, og presset er virkelig på det californiske firma for at komme op med noget nyskabende efter iPhone 7, der af mange blev set som en regulær skuffelse. (Vores anmeldelse var dog alligevel ganske positiv). De seneste rygter har tydet på, at der kan være endnu en skuffelse på vej fra Cupertino, men der er også ting, der peger i en anden retning; og nu har Apple en ny aftale i hus, der kan betyde en mindre revolution for hele konceptet trådløs opladning.
Meget længere rækkevidde
Indtil nu har trådløs opladning været ganske begrænset. Godt nok har man ikke skullet sætte et kabel fysisk fast i telefonen, men man har stadig skullet placere den på en plade hvorfra den kan suge strøm. Dermed kan man ikke bruge telefonen mens den lader, da teknologien kun virker hvis telefonen er højst 4 cm væk fra pladen. Apples aftale med firmaet Energous betyder, at iPhone 8 kan lades helt uden at være tæt på laderstationen. Faktisk lover Energous, at opladningen kan foregå op til fire meter fra laderen – og du vil, i modsætning til de eksisterende løsninger, kunne bevæge dig rundt inden for den samme radius uden at det afbryder ladningen.
Kan oplade op til 12 enheder
Ikke bare kan man oplade sin telefon helt trådløst – man vil også på sigt kunne oplade flere telefoner og tablets via teknologien. Ifølge Energous vil løsningen kunne oplade 12 enheder på samme tid – og firmaet har ikke kun Apple som kunde, men arbejder også på at andre elektroniske apparater, eksempelvis fitness trackere, smartwatches og meget andet. Modtageren er så lille, at den vil kunne bygges ind i stort set alle typer enheder.
Apples næste iPhone – som vi indtil nu kalder iPhone 8 – forventes lanceret i september næste år.