Den næste generation af iPhone-modeller, iPhone X Plus og iPhone 9, vises frem i dummy-form i en ny video. Videoen er blevet offentliggjort af websites 9to5Mac og kan ses herover. Vær opmærksom på, at der ikke er lyd på videoen. Videoen viser, at rygterne om en iPhone X Plus med tre kameralinser kan være virkelighed.
Ifølge rygterne kommer der hele tre nye iPhone-modeller i år, der alle er modelleret efter sidste års iPhone X – altså med notch og uden hjem-knap. De tre modeller er en opdateret iPhone X, en iPhone X Plus med 6,5 tommer skærm, begge med OLED-skærme, samt en 6-tommer LCD-udgave, som går under navnet iPhone 9.
Det hævdes også, at den nye Plus-udgave af iPhone X vil være udrustet med et avanceret kamerasystem med tre linser, og det ser videoen ud til at understøtte. iPhone X 2018 og iPhone 9 vil få henholdvis to og en enkelt linse, hvis videoen er troværdig. Og det er naturligvis et stort hvis. Selve dummy-enhederne ser ret primitive ud – og selv om de underbygges af cases fra producenten Sketch, så kan det sagtens bare være fordi, der er stor reklameværdi i den slags “læks”.
Sandt eller ej, så forventes Apple at følge opskriften og præsentere ny(e) iPhone-model(ler) i september måned, med lancering få uger senere.