Gadgets

iPhone-nedturen fortsætter for Apple

Ikke siden 2014 har Apple tjent mindre på iPhones end i det seneste kvartal, viser firmaets nyeste regnskab. Til gengæld sætter de rekord i omsætning på tjenester.

Man skal fem år tilbage i tiden – til 2014 – for at finde et andet kvartal, hvor Apple hentede færre penge hjem på salg af iPhones end i det netop overståede andet kvartal af 2019. Tim Cook præsenterede tirsdag aften, dansk tid, Apples seneste kvartalsregnskab – et regnskab der viser, at Apples eneste reelle vækstområde er tjenester, der dækker over blandt andet Apple Music og de kommende gaming- og streamingtjenester.

Apple rapporterer ikke længere det nøjagtige antal af solgte enheder, men udspecificerer stadig omsætningen i de fem hovedområder; iPhone, computere, iPad, wearables og tilbehør samt tjenester. Omsætningen på iPads steg for første gang i lang tid og brød en ellers nedadgående tendens og tjenester satte ny rekord, men ellers er der enten stagnering eller tilbagegang i forhold til samme periode de foregående år.

 

Trist ser det ud for iPhone, der er Apples ubetinget største indtægtskilde. Som det ses i grafen nedenfor lader iPhone til at være ramt af ”iPad-feberen” hvor kunderne – os – holder længere på telefonerne inden vi opgraderer. Siden 2015 har tendensen været svindende omsætning. Det er dog ikke kun Apple, der er ramt: Hele markedet for smartphones tager i disse år en puster.

Apples iPhone-omsætning i andet kvartal de seneste ti år. Beløbet er i mio. dollars (grafik: iNPUT).

Apple har naturligvis set skriften på væggen og Tim Cook har allerede skiftet fokus til tjenester i stedet. For femte kvartal i træk har Apple øget omsætningen på tjenester – og med både gamingtjenesten Apple Arcade og streamingtjenesten Apple+ på vej, er det en tendens der nærmest kun kan fortsætte.

 

Der er dog ikke nogen grund til ligefrem at gå med sørgebind. I kvartalet, der stækker sig fra 1. januar til 31. marts, omsatte Apple for 58 milliarder dollars og kunne putte et overskud på 11,6 milliarder dollars i pengetanken. Her er pengene tjent:

  • iPhone (31 mia. dollars)
  • Tjenester (11,4 mia. dollars)
  • Mac-computere (5,5 mia. dollars)
  • Wearables og tilbehør (5,1 mia. dollars)
  • iPad (4,9 mia. dollars)

Hele regnskabet kan læses her.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.