Din iPhone eller dit Apple Watch kan snart ringe til 112, hvis du er impliceret i et biluheld. I hvert fald hævder den amerikanske avis New York Times at vide, at Apple vil bygge ‘crash detection‘ ind i sine enheder næste år. Avisen skriver videre, at funktionen bygges ind i både iPhones og Apple Watch for at “kunne hjælpe så mange som muligt”.
Ved en kollision eller anden form for uheld i køretøjet, vil enhederne automatisk varsko alarmcentralen og sende din aktuelle lokation, hedder det sig.
Apple har allerede “faldregistering” på Apple Watch. Registrerer uret, at du er ude for et slemt fald, mens du har det på, vil det trykke dig på håndleddet, afgive en alarm og vise en alarmmeddelelse. Du kan vælge at kontakte alarmcentralen eller afvise alarmen.
Det er dog ikke en udvidelse af denne funktion, Apple pønser på, men en selvstændig “car crash”-feature. Apple har tilsyneladende indsamlet anonymt delte data fra iPhone- og Apple Watch-brugere for at finjustere nøjagtigheden af detektionsalgoritmen til den nye funktion – hvilket tyder på, at funktionen ikke kræver ny hardware, men blot en firmwareopdatering.
Apple er ikke først med denne form for sikkerhedsanordning. Googles Pixel-telefoner fik en lignende feature i 2019 via app’en Personal Safety, men kun i USA. Der findes også flere apps i App Store der tilbyder lignende sikkerhed.
BMW-biler med ConnectedDrive-tjenesten ombord sender også telematik af køretøj og placering og indleder nødopkald til alarmcentralen, hvis airbags udløses.