Iron Fist: Superhelt med metaltræthed

Der er sagt og skrevet meget om Finn Jones som den hvide Kung-fu-ekspert, der i en tv-serie, der i høj grad er befolket med asiatiske karakterer, både er bedre til orientalsk kampsport, korrekt dojo-etikette og til at tale Mandarin. Og det er rigtigt og også værd at stille spørgsmål ved, om det var den rette måde at lave en 2017-opdatering, af en superhelt, der blev skabt i 70’erne, da Bruce Lee og Kung-fu-feberen var på sit højeste.

Men mere bemærkelsesværdigt er det, at en serie om en superhelt, hvis superkræfter er formidable Kung-fu-evner og en glødende supernæve, der kan slå igennem pansrede døre, har så kedelige slåskampe.

Forvirring og manglende struktur

Vi har fået lov til at smugkigge på de første seks afsnit af Iron Fist, og kan da ikke udelukke, at serien tager en voldsom drejning og at spændingskurven stiger, når vi i dag får lejlighed til at se resten. Men baseret på de knap seks timer, som jeg har set, må jeg konstatere, at hvis jeg ikke skulle anmelde dem, så var jeg nok stået af for længst. Eller rettere, hvis serien ikke indeholdt løftet om at løfte sløret for mysterier, der blev præsenteret i Daredevil sæson 2, samt introducere en vigtig del af superheltetruppen Defenders, som kommer senere i år, så var jeg hoppet fra.

Iron Fist handler om den unge Danny Rand, der vender tilbage til New York efter 15 år i Himalaya, hvor han forsvandt efter et flystyrt, hvor hans forældre omkom og han også blev formodet død. Flyet var et luksuriøst privatfly og i det New York, Danny vender tilbage til, står der en meget dyr skyskraber, der er hovedsædet i et firma, der lige som bygningen bærer Dannys navn.

Således starter superhelteserien med en magtkamp blandt enormt rige New York-moguler, der mest involverer advokater og kontrakter. Heldigvis er Dannys barndomsven Ward, der nu styrer familiefirmaet, et rigtig røvhul, der ikke er bleg for at sende morderiske bøller efter Danny, så vi også får en smule Kung-fu. Men mest advokater. Og også bestyrelsesmøder.

Erhvervslivets magtkampe er et underligt emne for en superhelteserie

Vi opdager, at der foregår noget mystisk i Rand Corporation. Blandt andet er Dannys fars gamle kompagnon, der døde af kræft som 41-årig, tilsyneladende i live og trækker i trådene bag kulissen. Mysterierne bliver kun serveret drypvis, og man får rigelig tid til at tænke på om Ward virkelig er ond, om Rand bare er en front, der dækker over noget langt mere skummelt og langt mere superskurkeagtigt, og om det er derfor, man både prøver at dræbe Danny og spærre ham inde. Men i løbet af de første seks episoder får vi ikke rigtig nogle saftige afsløringer.

Ward er bare et gammeldags dumt svin, der helst ikke vil dele de mange milliarder. Faderen, der godt nok har været død, er vist heller ikke en virkelig skurk og The Hand, som vi blev præsenteret for i Daredevil, har skumle planer og bruger Rand Corporation, men I behøver ikke frygte spoilers her, for efter seks afsnit svæver de planer stadig i det uvisse og ukonkrete.

Men man kan kan ikke lade være med at hæfte sig ved Finn Jones i rollen som den hvide milliardær med den priviligerede opvækst, der vender hjem og uddeler bøllebank til en endeløs række af asiatiske birolleindehavere. Vi møder også en anden kampsportsekspert, den halvt kinesiske, halvt japanske Colleen Wing (Jessica Henwick, Game of Thrones) Wing er både sej og selvstændig, men bliver konstant undermineret af Rand, der både taler bedre Mandarin, er en bedre læremester og slår bedre på tæven. Han når også at belære Wing, der altså ejer sin egen dojo, om kampsport og flytter ind mod hendes vilje, for at beskytte hende.

The Power of the Iron Fist

Netflix’ superhelteserier har klogelig udeladt de forskellige superheltes skabelseshistorier, men de har indtil videre også været ret simple. Danny har derimod tilbragt 15 år i det mytiske rige K’un-Lun, hvor hård daglig træning har gjort ham til Kung-fu-mester og en mytisk proces har givet ham ’The Power of the Iron Fist’.

Serien prøver at vise os Danny, som en ung mand, der ankommer barfodet til New York og slet ikke passer ind. Men der går ikke længe før han har sportsvogn og jakkesæt og bortset fra en for erhvervsledere dårlig vane med at sige sin ærlige mening og udvise empati med andre mennesker, så passer han egentlig meget godt ind. Hvis den målrettede, langvarige og benhårde træning for at gøre Iron Fist til den eneste, der kan besejre The Hand, har præget Danny Rand psykologisk i nævneværdig grad, så sælger Finn Jones det ikke særlig godt.

Hvor superkræfterne og den skelsættende begivenhed, der har givet dem superkræfter i høj grad martrer både Daredevils Matt Murdock, Jessica Jones og Luke Cage, så minder Iron Fist mere om en ung overklasse-stoner, der netop er vent hjem fra en virkelig nice backpacker-tur til Fjernøsten.

Fortidens strabadser som baggrundsstøj

Danny Rand kommer fra en exceptionel priviligeret baggrund og har trænet 15 lange år til at blive den bedste kriger af alle – The Iron Fist – men serien vil både blæse og have mel i munden og prøver også at fremstille ham som tvivlende og usikker på sin rolle. Noget der aldrig bliver særligt overbevisende. Den modstand han møder her og nu er rodet fortalt og aldrig rigtig truende, mens fortidens prøvelser blot er baggrundsstøj, der aldrig for alvor gør indtryk. Vi hører om den hårde træning og det afsondrede liv, men vi ser aldrig beviser.

Iron Fists kræfter er også dårligt definerede. Han er præcis lige så god, som det kræves for at slippe ud af de situationer, som manuskriptet kaster ham ud i. Han mumler noget om at fokusere sin Chi for at få adgang til sine glødende supernæver, men det lykkedes som regel altid, når det virkelig gælder. Mest når en dør skal tæves af hængslerne. Evnen til at åbne låste døre er langt fra den mest sexede superkraft.

Daredevil skulle først lære at slås og bliver hårdt såret undervejs, Jessica Jones er nærmest urørlig, så derfor har forfatterne klogelig udstyret hende med en modstander, hvis umådelige evner til at manipulere på ingen måde lader sig stoppe af råstyrke, og Luke Cage er så superstærk, at det er en pointe i serien, at hans fjender fremskaffer superammunition, der kan skade ham.

Kedelige karate-dudes

Iron Fists fjender er derimod bare gode til at slås. Vi får glimt af noget stærkere i baggrunden. Hans almindelige fjender undervurderer ham, mens Madam Gao (Wai Ching Ho), som vi også mødte i Daredevil, tydeligvis rummer større evner og måske bare ser tiden an – men i de første seks episoder resulterer det i nogle ikke særlig spændende kampe, hvor man aldrig rigtig fornemmer, at der virkelig er noget på spil. Og i en serie om en Kung-fu-helt er uinspirerede kampscener nok den værste forbrydelse. En af de 12 afsnitsinstruktører forsøger sig endda med en kamp i en gang, der både giver minder om den efterhånden legendariske gang-scene i Daredevil samt tilsvarende scener i Hong Kong-film som Oldboy. Men på trods af de mange øksebevæbnede fjender og forsøg med både split-screen og kreative kameravinkler, så er koreografien ikke imponerende, Finn Jones ingen Bruce Lee og lydarbejdet underligt fladt. Selv om der lige som i de andre Marvelserier fra Netflix hånd er masser af blod, brækkede knogler og folk, der kommer drabeligt af dage, så virker selve kampscenerne ikke spor dødelige, og de eneste, der virkelig kommer til skade er de mange møbler i balsatræ.

Starter i tomgang

Iron Fist har Scott Buck som showrunner. Buck stod også bag de tre sidste sæsoner af serien om den hyggelige seriemorder Dexter – en serie der netop også begyndte at tabe hjulene, da Buck tog over. Skal man nævne noget godt ved serien, så er førnævnte Colleen Wing en stærk og velspillet karakter, jeg gerne vil  se meget mere af. Rosario Dawson og Carrie-Anne Moss gentager roller fra Daredevil og gør det også godt.

Problemet i Iron Fist er primært en ufokuseret historie, der både skal rumme Kung fu-legender og corporate takeovers og så nogle ikke klart definerede bad guys, der blot er overført direkte fra Daredevil. Og selv om selveste eksistensberettigelsen for Iron Fist er at bekæmpe The Hand, så ved vi efter seks afsnit stadig ikke meget mere om denne mystiske organisation, som Danny faktisk ikke engang anede var på spil i New York, da han valgte at vende næsen hjem.

Iron Fist er ikke den første af Netflix’ superhelteserier, der har en håndfuld episoder, hvor historien synes at træde vande. Men det må siges at være en modig beslutning, at lægge netop de episoder i starten. Skal Iron Fist nå at blive god, så skal den finde sit fokus, lægge sig fast på et plot og så skrue lidt op for de ellers uinspirerede kampscener.