I disse dage er det fem år siden at den første Snowden-historie om NSA’s omfattende overvågning ramte de internationale aviser, og det falder sammen med, at den danske Foreningen Mod Ulovlig Logning lægger sag an mod justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
På trods af, at EU Domstolen to gange har kendt det ulovligt, insisterer justitsministeren på at fortsætte med at logge og gemme data om danskernes færden på internettet. Al kommunikation mellem kundens mobiltelefon og udbyderens net registreres og tidsstemples med oplysninger om kundens identitet. Det kan have grumme konsekvenser, skrive foreningen:
“Dansk politi kan rejse tiltale udelukkende på baggrund af ting du har skrevet i Facebook Messenger. Har du skrevet negative ting om danske politikere på Facebook? Måske bliver du sigtet i næste uge.”
Støttes af Amnesty International
Stævningen blev afleveret fredag den 1. juni i domhuset på Nytorv i København. Foreningen har samlet mere end 400.000 kroner til at køre sagen for. Blandt bidragsyderne er Amnesty International, der har doneret 30.000 kroner til sagen.
“Vi har en EU-dom, som helt klart siger, at det er et brud på retten til privatliv, når borgere, som ikke er mistænkt for noget som helst, registreres. Derfor er vi helt uforstående overfor, at den danske regering ikke af sig selv retter ind, men tværtimod holder fast i den nuværende ulovlige logning,” siger juridisk konsulent Claus Juul fra Amnesty til Version2.
Stævningen kan hentes og læses her (pdf). Foreningen er stiftet af bl.a. Peter Kofod, der som den første dansker interviewede Edward Snowden tilbage i 2014. Peter Kofod har også skrevet en omfattende artikel om årsagen til stævningen – Læs den her.