Så er der snart ikke længere nogen undskyldning for at beholde sit kabel-tv-abonnement. TV 2 har lanceret en app til Apple TV og følger dermed i fodsporene på DR, Viasat og en række andre tv-kanaler. Det betyder, at samtlige TV 2 kanaler nu kan streames live direkte til fladskærmen.
Ud over hovedkanalen TV 2 kan man også se TV 2 News, Zulu, Charlie, Sport og Fri. Derudover er der adgang til et arkiv med programmer fra de forskellige kanaler, ligesom tjenesten også byder på unikke magasiner som Serieland, der kigger på streamingtjenesternes tv-serier.
– Vi har udviklet app’en med fokus på at understøtte storskærmsoplevelsen med simpel og tydelig navigation og mulighed for at skifte mellem TV 2s kanaler under live-sening på en hurtig og enkel måde. Det forventer vi, at mange vil sætte pris på, da vores erfaring med smart-tv er, at når streaming flytter til den store skærm, så stiger live-seningen, siger TV 2s platformschef, Bo Bergstedt i en pressemeddelelse.
Og prisen starter ved …
App’en kan installeres gratis på den seneste udgave af Apple TV (version 4, red., læs vores test lige her), men det koster naturligvis at få adgang til alle herlighederne. Vil man se kanalerne live starter priserne ved 99 kroner om måneden. Fuld adgang til alle hjørner af tjenesten koster 129 kroner om måneden.