Energikoncernen Ewii har fået godkendt sit største batteri til at stabilisere elnettet. Det potente kæmpebatteri på 2 megawatt og 2,2 megawatt-timer skal hjælpe til at forhindre strømafbrydelser vest for Storebælt. Det er et af de største batterier i hele Danmark, der er godkendt til at stabilisere elnettet.
– Vores batterianlæg er kommet gennem Energinets nåleøje, så vi nu kan være med til at sikre balancen i elnettet i Vestdanmark. Et område hvor meget få har budt ind på opgaven, og hvor man ellers er nødsaget til at trække på udenlandske leverandører, siger Claus Møller, direktør for kommerciel infrastruktur i Ewii Koncernen.
I takt med den grønne omstilling udgør vedvarende energi en stadig større andel af strømmen i det danske elnet. Det giver også et voksende behov for systemydelser, fordi energi fra for eksempel sol og vind varierer mere.
Systemydelser anvendes til at opretholde balancen i elmarkedet og den overordnede stabilitet i elsystemet. Det er et samlet begreb for både produktions- og forbrugsressourcer, og kan blandt andet består af batterianlæg. Det er Energinet, der godkender og køber systemydelserne.
– Med systemydelser sikrer vi balance mellem den energi, der bliver produceret, og forbruget af el. Vores batteri fanger de små udsving i nettet og slår lynhurtigt til, så det efter behov sender strøm ind i elnettet eller lagrer energi. På den måde er vi med til at forhindre, at elnettet bliver overbelastet, forklarer Claus Møller.
Koncernen har også planer om at opføre flere batterianlæg, der kan bidrage til at stabilere elnettet. På Bornholm opstiller Ewii næste år et kæmpebatteri på hele 30 megawatt og 43 megawatt-timer. Og i Trekantområder etablerer koncernen flere batterier på 3 megawatt og 3,5 magawatt-timer.