GadgetsTophistorie

Kampen om øregangen – OnePlus mod Nothing

Carl Pei, der forlod OnePlus sidste år, er klar med et sæt true wireless. Det samme er OnePlus, der sætter Buds Pro i forsalg i dag.

Hovedtelefoner mod hovedtelefoner. OnePlus mod Nothing. Pete Lau mod Carl Pei. Mester mod lærling. OnePlus-grundlæggeren Carl Pei, der forlod selskabet sidste år, satte i går sit første nye produkt til salg, nemlig hovedtelefonerne Nothing Ear (1). I dag starter OnePlus så forsalget af deres seneste produkt, hovedtelefonerne OnePlus Buds Pro.

Det er mildest talt en smule spøjst at der er stort sammenfald på datoen, at man nærmest ikke kan få ud af hovedet, at det må være bevidst. De to sæt true wireless hovedtelefoner minder i øvrigt også i uhyggelig grad om hinanden, når man ser bort fra designet.

 

Hvor Carl Peis Nothing har valgt et frækt transparent design, der blotlægger hovedtelefonernes indre kredsløb, har Pete Lau og OnePlus valgt et langt mere nedtonet og stilfuldt design, der kan begå sig på direktionsgangen. Men funktioner og specifikationer er stort set ens – og de har begge en langt lavere pris end den model, de tydeligvis vil stjæle kunder fra, nemlig Apple AirPods Pro.

I det røde ringhjørne …

Finder vi Nothing ear (1), der blev sat til salg tirsdag. Det er produkt-debut fra Carl Peis Nothing og hovedtelefonerne har på papiret alle de funktioner, man forventer af et sæt true wireless fra øverste hylde, nemlig aktiv støjdæmpning, trådløs opladning (Qi-standarden) og beskyttelse mod regn og sved.

 

Specialiteten er designet og så en temmelig lav pris.

I det blå ringhjørne …

Ankommer OnePlus Buds Pro i overlegen sen stil. Hovedtelefonerne har også funktionerne i orden og matcher fuldstændig Nothing Ear (1) på det punkt. Buds Pro kan dog byde på en lidt bedre beskyttelse mod vand, ligesom også opladeretuiet har IP-certificering (IPX4). Batterilevetiden er også en smule bedre, ligesom de kan oplades igen med Warp-opladning, der giver 10 timers spilletid på 10 minutter.

OnePlus har desuden udstyret Buds Pro med såkaldt ‘Smart ANC’ der selv fastsætter støjdæmpningen (0, 25 eller 40dB) alt efter omgivelsernes støjniveau. De har desuden ‘Zen Mode’, der giver også 5 afslappende muligheder for hvid støj, der skal hjælpe med at fokusere på dine opgaver – og så spiller de, naturligvis, fuldstændig gnidningsfrit sammen med OnePlus’ egne telefoner idet al styringssoftware er bagt ind i brugerfladen.

 

Til gengæld er de også en smule dyrere.

Her er en oversigt over specifikationerne på de to kombattanter:

OnePlus Buds ProNothing Ear (1)
Aktiv støjdæmpning:JaJa
Trådløs opladning:JaJa
Tilslutning:USB-CUSB-C
Batterilevetid (samlet):Op til 38 timerOp til 34 timer
Bluetooth:5.25.2
IP-certificering:IP55IPX4
Højttalerenheder:11 mm11,6 mm
Vægt/prop:4,35 g4,7 g
Pris:1.199 kr.899 kr.

Det interessante er naturligvis, hvordan de to kombattanter hver især performer på lyd, batterilevetid og aktiv støjdæmpning. Vi har modtaget et sæt OnePlus Buds Pro til test (kommer den 25. august) og forsøger at skaffe et sæt af Nothing Ear (1). Sidstnævnte kan som sagt købes allerede – både på Notnings hjemmeside og hus en række danske forhandlere.

 

OnePlus Buds Pro kan forudbestilles fra OnePlus hjemmeside senere i dag og kommer i butikkerne den 25. august.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.