International forskning viser, at der i gamersegmentet findes unge med evner, som er særligt relevante i forhold til luftfartsfunktioner, og det har skærpet Forsvarets fokus på netop denne målgruppe. Derfor har Forsvaret nu taget skridtet videre og ser nærmere på rekruttering af civile dronepiloter, når der skal findes kvalificerede kandidater til Forsvarets pilotuddannelse.
Dronepiloter fra Apex Drone Racing blev inviteret til Forsvarets pilotafprøvning for at undersøge om dronepiloterne havde nogle af de kompetencer, som kræves for at bestå første del af Forsvarets optagelsesprøve til pilotuddannelsen. Seks dronepiloter blev testet, hvoraf de fem er placeret blandt de absolut bedste dronepiloter i Danmark.
Gamerne excellerer i forhold til digital interaktion, hvilket er en central del i eksempelvis flyvelederens arbejde, men særligt evner som multitasking, og hånd til øje-koordination kan være en fordel ved udvalgte uddannelser i Forsvaret.
De seks dronepiloter, der blev udsat for testen. To kom gennem nåleøjet Kun omkring fire procent af den danske befolkning har de evner der skal til for at blive pilot. Alligevel lykkes det for to af de seks dronepiloter at kvalificere sig til det videre optagelsesforløb. En af dem var 19-årige Jakob Hansen:
– Jeg har altid drømt om at blive pilot enten civilt eller i Forsvaret. Særligt tanken om at flyve kampfly eller helikopter vil være det fedeste. Prøverne i dag var svære – specielt efter flere timer er man total blæst, men jeg er sindssyg lettet over at det lykkedes mig at komme igennem optagelsesforløbets første nåleøje, fortæller Jakob Hansen i en pressemeddelelse.
De testede dronepiloter scorede særligt højt på den del af testene der omfatter evnen til at visualisere i det tredimensionelle rum. 3D-visualisering fortæller noget om evnen til at aflæse en tredimensionel situation korrekt, og agere hensigtsmæssigt i forhold til den erkendte situation. Der er tale om en vigtig evne i forhold til flyvning, da det vil fortælle noget om pilotens evne til at aflæse og manøvrere i det tredimensionelle miljø.
– Det vi kan se på testresultaterne er, at de dronepiloter vi har inde i dag, har arbejdet meget med flyvning, og at de kan visualisere det tredimensionelle niveau på en rigtig god måde. Det er rigtig flot, at vi fik to unge dronepiloter igennem i dag og næste skridt er at fortsætte udvælgelsesforløbet, hvor de bliver testet i deres lederevner, samarbejdsevner og motivation, fortæller Major Konstantin Bjerre fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
I videoen øverst vises en sammendrag af dronepiloternes afprøvning. Læs mere om testen og uddannelsen hos Forsvaret .