ElbilerTophistorie

Kan dette være den billige Tesla Model 2?

Spionfotos af det, der ligner en lille ny Tesla, er dukket op på nettet. Kan det være den billige Tesla Model 2 som Elon Musk har lovet?

Fotos af en mystisk bil med umiskendelige Tesla-designdetaljer er dukket op på nettet. Nu spekuleres der i, om det kan være den billige Tesla Model 2, som Elon Musk allerede i 2018 fortalte om.

En model, som Tesla har for mål at sælge for omkring 25.000 dollars – altså under 200.000 kroner. Den billigste Tesla på markedet herhjemme er Tesla Model 3, der p.t. fås fra 359.990 kroner.

 

Bilen på spionbillederne har samme for- og baglygtedesign som Tesla Model 3 og Model Y. Men i størrelse og proportioner minder bilen mere om en model som Mazda MX-30. Der lader også til at være en udskæring til en udstødning; det kan altså være en bilproducent, der har ladet sig inspirere lidt for kraftigt af Tesla?

Tesla Model 2
Bilen på spionbilledet til venstre har præcis samme baglygtedesign som Tesla Model 3 (th).

Under alle omstændigheder er der mange, der håber på nyt om Tesla Model 2 den 1. marts. Her vil Elon Musk nemlig fortælle om trin tre af Teslas såkaldte Master Plan. En plan, der skal vise “vejen til en fuldt bæredygtig energifremtid for Jorden”. Planen kunne involvere den billigere model, som Musk har lovet.

 

På et aktionærmøde i august sidste år sagde Musk, at Master Plan 3 “fundamentalt kommer til at handle om skalering”. Websitet The Verge hævder, at Musk vil benytte lejligheden til at komme med de første konkrete oplysninger om Model 2.

Dette ville passe ind i hans påstande om produktionsskalering og kan forklare, hvorfor mærket har sænket priserne på en række modeller betragteligt i de seneste måneder.

Tesla Model 2
Foto:Autospy

Teslas Master Plan

Tilbage i 2006 publicerede Elon Musk en blogartikel på Teslas hjemmeside med titlen The Secret Tesla Motors Master Plan. Heri skitserede han virksomhedens langsigtede plan og lovede at introducere “familiebiler til overkommelige priser” til at komplimentere Tesla Roadster, der var selskabets eneste model på det tidspunkt.

 

Musk sagde dengang, at han ønskede at udvide virksomhedens sortiment, hvilket han gjorde med en række andre modeller i de følgende år. Han skitserede også planer om at give opladningsmuligheder, der ville tillade bilejerne at ‘genopfylde’ med solpaneler.

Foto: Autospy.

Anden del af planen – Part Deux – blev annonceret i 2016. Her blev der fokuseret på energiproduktionspraksis samt bilproduktion. Her fortalte han også første gang om planerne for lastbilen Tesla Semi.

Flere spionbilleder af det, der måske er Tesla Model 2, kan ses på det koreanske site Autospy.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.