Energikoncernen Ewii, der har ambitioner om at skabe et af Danmarks største netværk af offentlige ladestandere, bygger nu en stor lynladestation med plads til 16 elbiler ved P12 i Københavns Lufthavn.
Stationen har et unikt design, og selskabet kalder den for “en kronjuvel i vores netværk af ladestandere”.
– Her sætter vi barren højt og tilbyder lynhurtig opladning, samtidig med at vi lægger os i selen for at skabe nogle omgivelser, der også giver mental opladning, fortæller Jesper Antoni Nicolaisen, chef for Ladeinfrastruktur i Ewii.
Den cirkelformede lynladestation rummer otte overdækkede ladestandere på 360 kW, der hver kan lade to elbiler ad gangen. Det runde design giver ladestationen en unik fremtoning. Indretningen med overdækket gangsti og indbyggede bænke skal skabe et både sikkert og inspirerende rum at tilbringe ladetiden i, lige som den tilstødende grønne have giver et mentalt åndehul til en pause.
Den nye runde ladestation skal stå klar i starten af 2024 (foto: Ewii). Ladestanderne er offentligt tilgængelige og kræver altså ikke abonnement, de kan bruges af alle elbiler.
Designet med karakteristiske runde former er skabt af Rum Arkitekter. Der er tænkt i at bruge bæredygtige materialer, og sedumtaget bliver dækket med mos. Med til indretningen hører en automat, hvor besøgende har mulighed for at få stillet den lette sult eller tørst.
Området ved P12 er et centralt trafikalt knudepunkt, og vil være den sidste ladestation før Øresundsbroen. Ewii planlægger at videreføre designet til andre kommende ladestationer.