Koranske Kia har ambitioner om at snuppe syv procent af det globale salg af elbiler inden 2025 og arbejder i øjeblikket på en vild luksusmodel, der skal hjælpe med at opnå det mål. Den endnu unavngivne bil bliver baseret på Imagine-konceptet, der blev præsenteret forrige år, og den skal findes på hylden oven over de populære e-Niro og Soul-modeller.
Det er meningen at modellen skal på markedet i 2021 og den skal være et fyrtårn for de 11 kommende Kia elbilsmodeller, der er planlagt til at komme på markedet inden 2025, fortæller firmaet.
Kias marketingschef, Carlos Lahoz, fortæller, at bilen vil have ”superhøjt ydelsesniveau, men i en pakke, der er anderledes”:
– Vi er et mainstream brand og vi skal være tro mod den arv. Denne bil vil være en topmodel og prissat som sådan, men den vil demonstrere, at du kan få meget høj ydelse uden at skulle betale premiumpriser, som du gør hos eksempelvis Tesla, BMW eller Mercedes.
Bilen bliver bygget med input fra kroatiske Rimac, der i 2013 byggede Concept One-bilen, der er blevet beskrevet som verdens første elektriske superbil. Kia og Huyndai investerede i slutningen af sidste år i netop Rimac.
Den nye model vil blive bygget på en helt ny elbils-platform, der er designet til større SUV’er. Den er angivelig god for en rækkevidde på 500 kilometer – Kias mål er 800 kilometer på en opladning. Den skal kunne oplades fra 20 til 80 procent på 20 minutter via en 350kW hurtiglader.
Vi får forhåbentlig flere oplysninger om Kias nye luksusbil under Geneva Motor Show, der løber af stablen mellem 5. og 15. marts. Indtil da kan vi nyde billederne af konceptbilen Imagine, der bruges som inspiration – og vi kan håbe på, at de ikke ændrer alt for meget …