I sidste uge kom det frem, at Sonos arbejder på et nyt soundbar-flagskib, der skal overgå Sonos Arc. Den går internt under navnet Lasso og er allerede sendt ud til betastestere. iNPUT har talt med en af disse og han fortæller os, at Sonos Lasso har en “fuldstændig vanvittig lyd, men også er markant større end tidligere soundbars”.
Ligesom Arc vil den nye topmodel naturligvis understøtte Dolby Atmos, ligesom den vil kunne håndtere overførsel af surroundlyd til Sonos Ace hovedtelefonerne.
Vores kilde oplyser, at Sonos Lasso er omkring 118 centimeter i “bredden”. Det er fire centimetere bredere end Arc. Den vil givetvis også være svulmet i de øvrige dimensioner. Det bliver altså ikke en soundbar, der egner sig til at stå eller hænge under små fladskærme.
Designet på den nye soundbar er stort set identisk med Sonos Arc (foto: The Verge). En 55-tommer fladskærm har typisk en bredde på 124 centimeter, mens 65-tommer er 145 centimeter bredt.
Det er efterhånden fire år siden at Sonos Arc kom på markedet og meget er sket siden. Blandt andet har Sonos lanceret dedikerede Atmos-baghøjttalere med opadskydende lyd, nemlig Era 300 (læs vores anmeldelse her ).
Sonos har endnu ikke kommenteret rygterne om Lasso. Det vides derfor ikke, om den skal fungere som en opgradering af Arc, eller den bliver et selvstændigt produkt, der skal leve ved siden af Arc. Her på redaktionen tror vi mest på, at den bliver Arc’ens afløser.