ElbilerTophistorie

Kinesere sender ny elektrisk SUV mod Danmark

Prisen for den elektriske SUV Maxus Euniq 6 begynder ved 375.000 kroner. Den kommer til landet til marts, lover producenten.

Hånden op, hvis du kender kinesiske Maxus? Producenten har en enkelt elektrisk personbil på markedet herhjemme, nemlig den store syvpersoners MPV Euniq 5. Der er til dato solgt 70 af dem herhjemme. Men til marts kommer endnu en model til landet, nemlig SUV’en Maxus Euniq 6. Det fortæller den danske importør, RSA Danmark.

Bilen er en anelse større end den populære Volkswagen ID.4 og har plads til fem personer. Batteriet er på 70 kWh og Maxus lover en WLTP-rækkevidde på op til 345 kilometer. Køres der udelukkende bykørsel klarer den 465 kilometer.

 

Maxus oplyser ikke hvor stor effekt batteriet kan håndtere ved en DC-lynlader, men skriver blot, at den “kan lade fra 20-80% på 35 minutter”. Ved hjemmeladeren er der ikke just fut på; Euniq 6 kan kun håndtere en enkelt fase, så selv om den teoretisk kan lade op med 7,2 kW, så betyder den enkelte fase, at den praktisk kun kan lade med 3,6 kW, da vi enten har en enkelt eller tre faser i husene herhjemme.

Kan man leve med den begrænsning, sælges bilen da også relativt billigt. Prisen er nemlig 374.500 kroner. Hertil skal det siges, at bilens bagagerum er temmelig stort; 754 liter, hævder Maxus.

 

Moteren ved vi heller ikke meget om, men den yder ifølge hjemmesiden 177 hestekræfter og en moment på 320 Nm.

hjemmesiden kan man desuden læse, at den medfølgende udstyrspakke indeholder: 360° parkeringskamera, panorama-soltag, Adaptiv Cruise Control, elektrisk bagklap, trådløs mobillader, elektriske justerbare sæder, atmosfærelys, touchscreen med Apple Carplay, elektrisk foldbare og opvarmede sidespejle samt lædersæder. Alt dette følger med i grundprisen, hvis man bestiller bilen i år.

Maxus Euniq 6 vil kunne fås i fire farver (hvid, sort, rød og sølv) og dukker som sagt op til marts. Her er et par billeder af bilen (klik for større):

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.