På disse breddegrader er den kinesiske gigant Xiaomi mest kendt for mobiltelefoner. Men de har tidligere lavet både elcykler og en elektrisk go-cart, sidstnævnte i samarbejde med selveste Lamborghini, og nu gør firmaet klar til at lancere sine egne elektriske biler. Det fortæller Reuters, der skriver, at planerne offentliggøres senere i denne uge.
Bilerne skal produceres på fabrikker ejet af Great Wall Motors, der også vil yde ingeniørbistand til Xiaomi, så projektet kan blive søsat så hurtigt som muligt, skriver Reuters videre.
Beslutningen om at lave elektriske biler under eget brand, er en del af en plan om at diversificere Xiaomis indtægtskanaler, da smartphones udgør størstedelen af virksomhedens indkomst – og det bliver sværere og sværere at tjene penge på smartphones, da de har så lille en margen.
Så sent som i sidste måned udgav Xiaomi en erklæring til Børsen i Hong Kong for at afklare rygter om, at de vil begynde at sælge elbiler. Selv om det i meddelelsen hedder, at der endnu ikke er nogen formaliseret plan om elbiler, bekræfter meddelelsen, at Xiaomi rent faktisk undersøger muligheden:
“Koncernen har været opmærksom på udviklingen i elbilindustrien og har løbende undersøgt de relevante branchetendenser. Koncernen har ikke påbegyndt noget formelt projekt vedrørende undersøgelse af fremstillingen af elbiler,” hedder det i erklæringen.
Lei Jun, der er administrerende direktør og medstifter af Xiaomi, besøgte efter sigende Tesla-bossen Elon Musk for et par år siden. Jun er indirekte involveret i elbiler, da han er medstifter af Shunwei Capital, der har investeret i både Tesla og den kinesiske elbilsproducent NIO. Billedet øverst er fra lanceringen af NIO ET7, der er selskabets første elbil med selvkørende teknologi.