Den Beijing-baserede teknologigigant Xiaomi, der er kendt for sine overkommelige smartphones, smartwatches og andre teknologiske enheder, er klar til at levere deres første elbil-model til kunderne. Nemlig Xiaomi SU7 (Speed Ultra 7) der blev præsenteret sidste år. Det meddelte selskabet tirsdag.
Xiaomi hævder, at SU7 kan accelerere hurtigere end nogle Tesla og Porsche-modeller, og den har en rækkevidde på op til 800 kilometer.
Selv om leverancerne angiveligt begynder den 28. marts har Xiaomi endnu ikke offentliggjort prisen. Lokale kinesiske medier mener dog at vide, at bilen vil få en pris på mellem 250.000 yuan og 370.000 yuan alt efter variant. Det svarer til en pris på mellem 238.000 og 351.000 danske kroner (før moms og afgifter).
Det er ikke mere end tre år siden at Xiaomi første gang luftede tanken om at producere elbiler, så udviklingen er gået stærkt. Xiaomi vil over de næste år investere mere end ti milliarder kroner i sine elbiler og har som erklæret mål at blive en af verdens fem største bilproducenter i løbet af de næste 15 til 20 år.
I første omgang sættes Xiaomi SU7 udelukkende til salg i hjemlandet, men den vil blive sendt ud på globale markeder inden for de næste par år.
Læs også: Xiaomi grundlægger elbilsfirma.