En af de væsentlige barrierer for at få elbiler ud på de danske veje, er uigennemskuelige priser på opladning, mener Klimarådet. De foreslår derfor, at der laves regulering af opladningsinfrastrukturen, så operatørerne ikke kan kræve høje priser fra ikke-abonnenter.
”I EU er der regler om, at alle elbilister skal kunne købe strøm ved alle ladestandere til en pris, der er rimelig og tydeligt angivet. Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvordan ”rimelig pris” skal fortolkes, og i dag ser vi nogle gange eksempler på, at priserne på offentlige ladere kan være op til 4-5 gange markedsprisen for elektricitet, med mindre man har et abonnement hos den pågældende ladestanderoperatør,” skriver Klimarådet i deres rapport, der blev præsenteret mandag.
Dermed opstår der et problem, hvor elbilister skal være abonnement hos flere firmaer – og det fordyrer omstillingen og mindsker konkurrencen på markedet, mener rådet.
Markedet for benzin og diesel fremhæves som værende et marked med høj grad af tillid, gennemsigtighed, forventningsopfyldelse, hvilket blandt andet kan skyldes konkurrencen og det relativt ensartede produkt.
“Markedet for opladning af elbiler skal have samme eller bedre kvaliteter, hvis det ikke skal være en hæmsko for udbredelsen af elbiler,” mener Klimarådet.
“På andre markeder som f.eks. mobiltelefoni eller tankstationer har man ikke de samme problematikker af forskellige årsager, så man kan lade sig inspirere af reguleringen af disse sektorer for at skabe reel mulighed for at betale ved alle standere. Alternativt kan man lave en mere tydelig implementering af EU-reglerne om ’rimelig pris’. Det bør ligeledes være nemt at se og gennemskue prisen for opladningen, ligesom det er på tankstationer i dag,” skriver rådet.
Ladeoperatørerne mener på den anden side, at prisen på opladning er på et “fair prisniveau”, da udvikligen af ladenetværkene kræver store investeringer. I forbindelse med en nylig prissænkning hos Clever udtalte kommunikationschefen Henrik Skyggebjerg:
– Vi nået frem til et mere fair prisniveau for både forbrugerne og for Clever som e-mobilitetsudbyder, så vi fortsat kan investere ambitiøst og langsigtet i danskernes infrastruktur til elbilerne.