Godt nyt til fans af Klovn, der er en af de mest ikoniske danske tv-serier nogen sinde; Frank Hvam og Casper Christensen går i gang med optagelserne til Klovn sæson 8 inden længe og den får premiere til sommer på TV 2 Play. Det fortæller TV 2 i en pressemeddelelse. Casper Christensen instruerer selv de otte afsnit.
– Det bliver et gensyn med den gode, gamle Casper fra ‘Klovn’-universet. Sammen med alle de andre gode, gamle kendinge, blandt andre Franks nevø, Bo, og Caspers nye kone, Fnug, fortæller Casper Christensen.
Der blev ellers meldt bastant ud, at der ikke kom mere Klovn efter filmen Klovn – The Final fra 2010. Men man har som bekendt et standpunkt …
– Det handler om to ting. For det første har vi det utroligt sjovt, når vi laver ‘Klovn’, og for det andet var det så uforløst at lukke universet ned, da filmen blev taget af sidste forår, siger Casper Christensen.
Han mener, at filmen aldrig fik lov at leve sit liv fuldt ud i biografsalene, da coronaepidemien lukkede de danske biografer i marts 2020.
Klovn, kunne ses første gang i februar 2005. Klovn sæson 8 får premiere til sommer på TV 2 Play, hvor også de syv foregående sæsoner kan ses. Sæson syv fra 2018 er i øvrigt en af de mest sete serier nogensinde på streamingtjenesten, oplyser TV 2 Play.