I ’Surviving Mars’ skal du ikke blot bygge den største, flotteste og mest indbringende base på Mars, su skal også administrere og hjælpe din befolkning, så dine kolonister ikke bliver sindssyge eller dør på den røde planets overflade.
Overlev den barske røde planet i Surviving Mars
Spillet bliver omtalt som et ”management strategi-spil” i pressemeddelelsen og Haemimont Games er kendt for at lave city builders, hvor man skal beskæftige sig med indbyggerne helt ned på det individuelle niveau.
Der er efterhånden langt i mellem de gode city builder-spil, men svenske Paradox har tilsyneladende besluttet sig til, at dem, der trods alt kommer, skal udgives af dem. Således udgave Paradox, der ellers er mest kendt for tunge historiske strategispil, det charmerende finskudviklede Cities: Skylines, der af mange blev anset som et plaster på såret oven på det dybt skuffende Sim City 5.
Fra folkene bag diktatorsimulatoren Tropico
Og nu har de så også taget Haemimont Games under de svenske vinger. Haemimont Games er mest kendt for den underholdende tropiske diktator-simulator Tropico, hvor man skal opbygge en lille østat fra simpel farming til avancerede industrier uden at miste magten til supermagter, oprørere eller demokratiske processer. Seneste spil i den totalitære city builder-serie var Tropico 5 fra 2014.
Unikke historier og individuelle kolonister
”Dine kolonister arbejder ikke kun for at øge produktionen, de kæmper for at overleve, og deres bekymringer og konflikter er intense. I ’Surviving Mars’ vil du forstå, hvad dine kolonister kæmper med på et individuelt niveau og at finde på kreative måder at opfylde disse behov vil være en udfordring for vores spillere,” forklarer Haemimonts CEO Gabriel Dobrev. Han fremhæver, at man i hvert spil vil opleve en unik historie, baseret på de beslutninger man tager undervejs.
’Surviving Mars’ udkommer I 2018 til Windows, Mac, Linux, PlayStation 4 og Xbox One. Du kan se traileren ovenfor.