Den snakkesalige – men også troværdige – Apple-analytiker Ming-Chi Kuo har leveret en ny kontroversiel spådom; I 2021 vil Apple gøre sin iPhone komplet trådløs. Lave en telefon fuldstændig uden eksterne stik – selv Lightning-stikket og opladerkablet vil være væk, hævder han.
Hvor andre producenter vælger at strømline opladerstikket ved at lade det være USB-C, vil Apple angiveligt fjerne det helt. Og dermed sende Lightning-teknogien afsted på rejsen mod de evige teknologimarker. Det lyder måske skørt i første omgang, men Apple har en historik for at være nådeløst kyniske på det punkt.
Apple er ikke bleg for at fjerne udbredte funktioner, hvis de mener tiden er inde. I 1998 kom iMac på gaden uden et 3,5-tommer diskettedrev, hvilket var uhørt på den tid. Få år senere havde cd-rom-skiverne gjort disketten helt overflødig. I 2016 droppede Apple minijack-stikket til hovedtelefoner på sin iPhone 7. En trend der siden er fulgt af samtlige telefonproducenter (bortset fra LG og Samsung, der stadig holder fast i 3,5mm-stikket på visse modeller).
Hvis Ming-Chi Kuo spådomme går i opfyldelse, kan det betyde store problemer for tech-branchen, da kablede hovedtelefoner med et slag ville blive overflødige for iPhone. Til gengæld vil der nok være en stigning i salget af trådløse opladere …