LG har annonceret otte nye 8K fladskærme forud for CES-messen. Der er to OLED-modeller på henholdsvis 77 og 88 tommer, samt seks LCD-tv mellem 65 og 75 tommer. LG har endnu ikke meldt ud om priser og lokale lanceringer, men i pressemeddelelsen understreger firmaet, at alle modeller er såkaldte ”Real 8K” – ægte 8K – et hofteskud efter Samsung, da de to firmaer har forskellige definitioner på, hvad ægte 8K-opløsning er.
Mens de bege er enige om, at opløsningen på 8K skal være 7.680 x 4.320 pixel, så har firmaerne forskellige ideer om hvordan de skal måles. LG benytter definitionen fra Consumer Technology Association , der er baseret på en målemetode der kaldes ”Contrast Modulation”. Samsung derimod benytter definitionen fra 8K Association (som LG ikke er medlem af) som ikke forlader sig på den type krav.
Det er, naturligvis, en krig på tal og den er meget teknisk. Nyhedstjenesten Forbes har skrevet en uddybende artikel om diskussionen , hvis du vil vide mere. Teksten er på engelsk.
Forbedret understøttelse Uanset diskussionen om 8K-pixels, er LG’s nye skærme langt bedre rustet til 8K-indhold end tidligere modeller. Tv’erne understøtter nu HEVC, VP9 og AV1 uden brug af nogen ekstern boks og HDMI-indgangene kan håndtere 8K-indhold med op til 60 billeder i sekundet, fortælles det.
Bag panelet er skærmene udstyret med LG’s nye Alpha 9 Gen 3-processor, der kan opskalere video til 8K og lyd til 5.1 surround, ligesom den kan forbedre billedet løbende ved hjælp af ansigts- og tekstgenkendelse. Lige som sidste års modeller understøtter de både Alexa og Google Assistant, ligesom de kan håndtere Apples HomeKit og AirPlay 2.
CES 2020 løber af stablen i Las Vegas, USA, mellem den 7. og 10. januar, så forvent en lind strøm af nyheder op til messen. Vi samler alle vores CES-nyheder her .
LG har otte nye 8K-skærme med til CES-messen i Las Vegas.