Ind imellem bliver et produkt så populært, at det bliver synonym med andre produkter i samme kategori. Det skete blandt andet for iPod, der i folkemunde blev fællesbetegnelse for alle MP3-afspillere. På samme måde er panserglas blevet en betegnelse for et beskyttelsesglas til smartphones. Eller rettere; Nej. Sø- og Handelsretten har nemlig lige besluttet, at panserglas kun er panserglas, hvis det kommer fra Hinnerup-virksomheden PanzerGlass A/S.
Selskabet lagde i 2020 sag an mod to virksomheder, der brugte betegnelsen panserglas i forbindelse med salg og markedsføring af beskyttelsescovers og beskyttelsesfilm til laptops, mobiltelefoner, smartphones, internettelefoner og tablets.
Selvom ”panserglas” er et almindeligt ord, vurderer Sø- og Handelsretten, at ordet er et varemærke for visse skærmbeskyttelsesprodukter. Det skyldes, at PanzerGlass er registreret som et EU-varemærke, og at den registrering vil blive efterladt værdiløs og være illusorisk, hvis andre virksomheder bruger ”panserglas” som en generel betegnelse for skærmbeskyttelsesprodukter. Endelig vurderer retten, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ’panserglas’ er udvandet som varemærke og blevet til en generel betegnelse.
– Sagen her er et godt eksempel på, at et varemærke kan have stor værdi for en virksomhed. Samtidig viser sagen, at en registreret rettighed er et godt grundlag for at håndhæve ens rettighed og beskytte den investering, man har foretaget, siger Henriette Vængesgaard Rasch, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Taberne, de to virksomheder TechAmmo Aps og Selek Danmark, skal tilsammen betale mere end en kvart million kroner til PanzerGlass A/S og i sagsomkostninger.
Dommen er afsagt den 30. august 2021 og kan ankes til Landsretten indtil 4 uger fra domsafsigelsen. Du kan læse hele dommen her.