Ligesom Netflix vil Disney+ indføre tiltag mod kontodeling. Det lovede selskabet aktionærerne, da det seneste kvartalsregnskab blev fremlagt onsdag. Årsagen er en decideret kundeflugt fra streamingtjenesten, der har mistet otte procent af abonnenterne inden for de seneste tre måneder.
Det er tredje kvartal i træk, at Disneys kundetal krymper.
Helt konkret er antallet af abonnenter faldet fra 158 millioner til 146 millioner i det seneste kvartal. Altså i gennemsnit fire millioner abonnenter hver måned. I samme periode har Netflix fået seks millioner nye abonnenter, i kølvandet på nye tiltag mod kontodeling.
Disney-chefen Bob Iger fortalte, at antallet af konti der deles er “betydelig”, og at virksomheden planlægger at begynde at tackle situationen, for at dæmme op for den løbende kundeflugt.
“Vi har allerede den tekniske kapacitet til at overvåge meget af dette, og vi har etableret det som en reel prioritet,” sagde Iger.
Ved samme lejlighed annoncerede Igor, at Disney+ vil hæve priserne i USA med 3 dollars til 14 dollars fra oktober. De vil også åbne for et annonceunderstøttet abonnement i Canada og i dele af Europa.
Om nogle af disse tiltag kommer til Danmark, er uvist.
De seneste Marvel-serier har ikke haft den store succes, senest har Secret Invasion scoret lunkne anmeldelser. Det næste “store” serie på Disney+ får premiere den 23. august. Det er Star Wars: Ahsoka, der har danske Lars Mikkelsen i en væsentlig rolle.
Læs mere: Se Lars Mikkelsen i Star Wars: Ahsoka.