TeknologiTophistorie

Kunderne smutter fortsat fra Yousee og TDC

TDC og Yousee taber stadig både kabel-tv-, bredbånds- og mobilkunder, men ikke i samme absurde hastighed som tidligere.

TDC Group, der ejer Nuuday, der igen ejer Yousee, har udsendt regnskab for tredje kvartal 2020 og det ser ud til, at de har fået sat en finger i diget. Selskabet mister fortsat både mobil-, bredbånds- og kabel-tv-kunder, men kundeflugten er ikke længere så voldsom, som den har været i de foregående mange kvartaler.

Hvor der smuttede voldsomme 61.000 kabel-tv-kunder mellem januar og marts, og 41.000 kabel-tv kunder imellem april og juni, så modtog TDC Group “kun” 16.000 opsigelser på kabel-tv i perioden mellem juli og oktober.

 

Når det er sagt, så har TDC Group og Yousee altså mistet i alt 118.000 kabel-tv kunder i årets første ni måneder alene. Eller i gennemsnit over 13.000 hver eneste måned.

Yousee
Antallet af kabel-tv-kunder.

Det samme billede gør sig gældende for bredbåndskunder. I første og andet kvartal smuttede henholdsvis 34.000 og 23.000 bredbåndskunder – i tredje kvartal var det “kun” 18.000. Samlet har 75.000 kunder valgt at finde en anden bredbåndsleverandør i løbet af 2020.

 

Til gengæld har TDC Group “kun” mistet 1.000 mobilkunder i kvartalet. Dykker man ned i de tal, har de tabt 4.000 private mobilkunder, men har til gengæld hentet 3.000 nye erhvervskunder. I alt har TDC Group mistet 49.000 mobilkunder i årets første ni måneder.

Yousee
Mængden af kunder (uden maskinkort) hos de fire store mobilselskaber.

TDC er, naturligvis, fortsat landets største teleselskab med nu 2,7 millioner kunder – og det er eksklusive maskinkort til IoT-enheder, som tæller yderligere 400.000 “kunder”.

Fik overskud på grund af besparelser

På trods af de røde tal i kundebasen har TDC Group formået at komme ud af tredje kvartal med et overskud på driften på godt 1,6 milliarder kroner. Det skyldes primært at selskabet har indført en række besparelser på tværs af virksomheden – omkostningerne er er faldet med 9,8 procent sammenlignet med det samme kvartal 2019.

 

– Vi stabiliserede udviklingen i indtjeningen i 3. kvartal gennem forbedret drift og markante omkostningsreduktioner på næsten 10% på tværs af hele gruppen. Vi ser fortsat et betydeligt potentiale for at optimere vores virksomheder yderligere gennem forenkling og digitalisering, så vi fastholder vores markedsledende positioner, siger Henrik Clausen, CEO i TDC Group, i en pressemeddelelse.

TDC Group har via Nuuday lanceret to helt nye tjenester i det seneste kvartal, nemlig streamingtjenesten YouTV og mobilselskabet Eesy. De har samtidig hævet hastighederne på bredbånd og sat prisen ned, for at stoppe kundeflugten.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.