Privatlivets fred er efterhånden bare en illusion. Senest har forskere hos MIT skabt en ny maskinlærings-algoritme, der ikke alene kan se personer gennem vægge – den kan også gengive hvad personen foretager sig. Teknologien hedder RF Pose og bruger radiobølger fra wifi-systemer som en form for radar, for at kortlægge bevægelser.
Genkender også personer
Ud fra radiobølgernes “ekkoer” er den kunstige intelligens i stand til at konstruere simple 2D-tændstikmænd, der gengiver personens bevægelser ret præcist. Systemet kan endda lære at genkende og adskille personer fra hinanden; efter at 100 deltagere havde trænet den kunstige intelligens, kunne den i 83 procent af tilfældene identificere de enkelte forskere, baseret på personens bevægelsesmønstre.
Medicinsk brug
I de forkerte hænder lyder systemet som et mareridt, men forskerne har helt andre intentioner. De håber nemlig på, at systemet kan hjælpe forskere bedre at forstå, hvordan visse neurologiske tilstande påvirker kropsholdning og gang over tid – eksempelvis hos parkinsons-patienter og ældre mennesker generelt. Eller teknologien kan bruges til at overvåge holde øje med alzheimer-patienter. Hvis teknologien udvikles, kan den bruges til at monitorere parkinson-patienters rystelser på afstand og hjælpe lægerne med at gennemskue, hvor godt en bestemt behandling virker, skriver forskerne.
RF Pose vil også kunne hjælpe politiet med for eksempel at opdage, om personer bag vægge er bevæbnede.
Indbygget sikkerhed
Forskerne skriver i rapporten, at de godt er klar over, at systemet kan misbruges og har derfor indbygget en række sikkerhedsforanstaltninger. Alle data med “sete” personer krypteres og de enkelte overvågede kan lukke ned for systemet ved at gestikulere med hånden; den fysiske variant af “hej Siri, stop musikken”. Du kan læse hele rapporten på engelsk her.
Det virkelig skræmmende er, at teknologien teoretisk ville kunne aktiveres alle steder, hvor der er et wifi-netværk. Også hjemme i din stue …