AnmeldelseStøvsugere

Anmeldelse: Dreame L40 Ultra

Dreame L40 Ultra kan klare gulvet i ugevis uden indblanding - og den gør det endda godt

Dreame L40 Ultra er nyeste skud på den efterhånden ganske omfattende stamme af robotstøvsugere fra Dreame og befinder sig i den dyreste del. L-serien er den mest omfangsrige serie med L10, L20 og nu L40. Alle robotter i serien har gulvvaskfunktion inkluderet, men L40 skiller sig ud ved også at have de nyeste teknologier fra Dreame, nemlig at både fejearmen og den ene af de to vaskepuder kan forlænges ud fra selve robotten for at nå ud i hjørner eller ind under lave møbler. L40 Ultra svarer dermed rigtigt godt til X40 Ultra, som jeg også tidligere har testet. Det er måske L40 Ultras eneste reelle svaghed; den er, lige nu, dyrere end X40 Ultra, hvilket faktisk gør den til et halvdårligt køb. Men lad os ikke tage sorgerne på forskud, for det er virkelig en god robotstøvsuger, Dreame har produceret.

Klassisk robotstøvsugerdesign

L40 Ultra følger det klassiske, runde design, vi efterhånden kender fra mange robotstøvsugere. Den er enkel, men effektiv i sin udformning. Robotten er lav nok til at komme under de fleste møbler i mit hjem, hvilket er super praktisk. Der hvor den ikke kan nå, kan den række ud med både moppepude og fejearm.

 

Dog er det værd at bemærke, at dens dockingstation fylder en del. Med sine mål på 340 x 457 x 591 mm kræver den sin plads, hvilket kan være en udfordring, hvis man bor småt. Jeg har placeret den bag en stol, hvor robotten så kan køre ud imellem benene. Det er ikke usynligt, men det er dog noget mere diskret end at have den stående op ad en væg. Dreame anbefaler dog at den skal stå helt fladt op ad væggen – men det har aldrig været et problem, at den står skævt i et hjørne bag stolen.

Gemt bag en stol i hjørnet – men L40 Ultra finder let ud når den skal gøre rent

Dockingstationen fungerer dog som meget mere end bare en ladestation. Den fungerer som et komplet rengøringscenter, hvor moppepuderne vaskes og tørres, og støvbeholderen tømmes automatisk. Dette gør, at jeg stort set ikke behøver at bekymre mig om vedligeholdelse i dagligdagen, hvilket jeg virkelig sætter pris på.

 

Rengøringsevner

Jeg har testet L40 Ultra med alt fra tørt støv og hundehår til væskespild som juice og kaffe. Den klarer begge typer opgaver uden problemer. På hårde gulve fjerner den hurtigt både det tørre og det våde snavs, og moppefunktionen spiller en central rolle i at efterlade gulvet rent og uden mærker. De roterende moppepuder gør et fremragende stykke arbejde med at fjerne genstridige pletter, hvilket imponerer mig.

På køkkengulvet (lakeret træ) behøver robotten oftest kun en enkelt tur henover en plet

Når det kommer til tæpper er den også ganske imponerende. Her hæver moppepuderne sig automatisk, så robotten fokuserer på støvsugning alene. Dens Carpet Boost-funktion aktiveres, og sugekraften bliver mærkbart øget, hvilket resulterer i, at selv indgroet snavs fjernes effektivt. Dette fungerer upåklageligt – jeg har en entre med et hårdt tæppe som aldrig er blevet rent med andet end X40 Ultra og L40 Ultra. Det er imponerende godt lavet.

Robotten navigerer generelt godt rundt i mit hjem. Med sin LIDAR-teknologi kan den præcist kortlægge rummene og finde de mest effektive ruter. Det sker relativt sjældent, at den ikke kan genkende små ting på gulvet – som regel er den ret præcis. Og selv om den ikke kan genkende objektet sker det stort set aldrig, at den kører fast i noget.

 

Brugeroplevelse

En af de største fordele ved Dreame L40 Ultra er brugervenlighed hele vejen rundt. Opsætningen er hurtigt overstået via en let guide i appen, der både er intuitiv og fuld af nyttige funktioner. Jeg kan nemt opdele mit hjem i forskellige zoner og tilpasse rengøringen efter behov. For eksempel vælger jeg højere sugekraft i køkken og entre, hvor der ofte samler sig snavs. Det er let at sætte op, ligesom det er let at lave en plan for rengøring hen over ugen.

Det er muligt igennem appen at forbinde robotten med Alexa og Google Assistant. Det giver mulighed for at starte eller stoppe rengøringen med simple stemmekommandoer, hvilket gør den daglige brug endnu lettere. Den kan også bruges med Apple-enheder, men kan desværre ikke tilføjes direkte i HomeKit. I stedet skal man lave såkaldte Shortcuts, hvilket appen da også hjælper med. Jeg ville virkelig ønske, at Dreame snart tilføjer Matter-understøttelse, da det nu er muligt, fordi Matter med en af de seneste opdateringer netop har fået mulighed for at styre robotstøvsugere. Som det er nu, kan du altså ikke inkorporere robotten i en scene i HomeKit, men det kan du nemt i Google Home, hvilket jeg ser som en stor fordel. Det kan dog være, du er helt ligeglad med den funktionalitet, men nu ved du det i hvert fald.

Fantastisk i hverdagen

Dreame slår på, at robotten kan passe sig selv og dit gulv i op til 75 dage. Hvorvidt det holder, afhænger meget af, hvor snavset dit hjem bliver, og om du har kæledyr. Jeg må dog erkende, at den nemt holder mine 90m2 fuldstændigt pletfri, selv i hjørnerne. Det eneste sted, den ikke når, er bag dørene, som skal være åbne for, at den kan komme igennem. Den er trods alt endnu ikke så smart, at den selv kan lukke døren for at støvsuge bag den. Jeg sætter den dog en gang imellem til at tage et enkelt rum med lukket dør og venter på, at robotten siger, at den ikke har adgang til basen. Derefter åbner jeg døren og lader den returnere til stationen.

 

Efter hver rengøring bliver moppepuderne vasket og tørret, og støvbeholderen tømmes automatisk. Dette reducerer mit behov for manuel vedligeholdelse betydeligt, og jeg oplever aldrig lugtgener fra stationen, selv efter mange rengøringer.

Robotten kan håndtere vådt snavs som spildt kaffe lige så nemt som tørt støv fra hjørnerne af mit hjem. I praksis betyder det, at jeg ikke behøver at tage en moppe frem separat, da robotten klarer begge dele i én arbejdsgang, og er det akut kan man fjernbetjene robotten hen til den spildte væske og moppe den op.

 

Sammenligning med Dreame X40 Ultra

Efter at have testet både L40 Ultra og X40 Ultra må jeg sige, at de to modeller ligner hinanden voldsomt meget. Designet er stort set identisk, og de fleste funktioner, fra moppepuderne til dockingstationens selvrensning, er også de samme. Der er dog nogle små forskelle. For eksempel virker moppefunktionen på L40 Ultra lidt mere raffineret, og softwaren synes at være opdateret til at håndtere rengøringsruter en anelse mere effektivt. Til gengæld har X40 en anelse mere sugestyrke. Den eneste reelle forskel er altså prisen, så der må du lede på nettet og finde det bedste tilbud når du skal til at investere.

Konklusion

Dreame L40 Ultra er en fantastisk robotstøvsuger, der kombinerer imponerende rengøringsevner med en høj grad af brugervenlighed. Dens evne til at håndtere både vådt og tørt snavs gør den til en alsidig løsning for enhver husholdning, og dens selvrensningsfunktion sparer tid og besvær i dagligdagen.

 

Hvis du leder efter en god robotstøvsuger med gulvvask der kan klare sig selv i lang tid, er L40 Ultra en fremragende investering, der lever op til alle forventninger.

Dreame L40 Ultra

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

8.190 kr.

Dreame L40 Ultra er avanceret og kraftfuld og leverer på stort set alle måder. Men prisen skal ned for at gøre den konkurrencedygtig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.