Konkurrencen på lademarkedet har det svært, og det koster elbilisterne dyrt. Det viser Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen på markedet for opladning af elbiler”, der udkom i dag. Rådet siger, at pris- og abonnementsstrukturer er svære at gennemskue og at refusionsordningen er et fejlskud, der skal afvikles.
Den særlige refusionordning af elafgift på opladning af elbiler har, ifølge Konkurrencerådet, bidraget til at skabe et lademarked, der er præget af abonnements- og serviceaftaler. Konsekvensen er blandt andet, at mange forbrugere ikke bruger ladestandere fra andre udbydere end dem, de i forvejen har indgået aftale med.
Sammenlagt gør uoverskueligheden og refusionsordningen det svært for forbrugerne at skifte mellem ladeoperatørerne. Det bidrager til, at mindre aktører har svært ved at vokse sig større, og det er svært for nye ladeoperatører at komme ind.
Derfor foreslår Konkurrencerådet, at refusionsordningen skal afskaffes. Samtidig skal mulighederne for at sammenligne priser på hjemmeopladningsaftaler forbedres, ligesom forbrugerne skal tilbydes bedre mulighed for at kunne beholde deres ladeboks, hvis de skifter udbyder.
Forslagene vækker begejstring hos De Danske Bilimportører:
– Konkurrencerådet sætter fingeren der, hvor alle med elbil godt kan se, at der er behov for forbedring. Det er i alles interesse, at det bliver mere gennemskueligt at blive elbilist. Vi opfordrer politikerne til at studere anbefalingerne fra Konkurrencerådet nøje, så forbrugerne kan få bedre vilkår, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Konkurrencerådets anbefalinger til at styrke konkurrencen på markedet for opladning af elbiler
Anbefalinger om refusion af elafgift, øget prisgennemsigtighed og reducering af skifteomkostninger
- Anbefaling 1: Den nuværende refusionsordning for opladning ved hjemmet skal afskaffes.
- Anbefaling 2: Mulighederne for at sammenligne priser på hjemmeopladningsaftaler skal forbedres.
- Anbefaling 3: Forbrugerne skal have bedre mulighed for at kunne beholde deres ladeboks, når de skifter udbyder af serviceaftaler og andre ydelser tilknyttet ladeboksen.
Anbefalinger til at sikre et samlet ladenetværk
- Anbefaling 4: Der skal indføres et forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning i en periode på op til fem år.
- Anbefaling 5: Betaling på normalladere skal være lige så nemt som at anvende et betalingskort.
Anbefalinger til at sikre hensyn til konkurrencen ved offentlige udbud
- Anbefaling 6: Der skal som udgangspunkt være ladestandere fra mindst to udbydere i hvert lokalområde.
- Anbefaling 7: Mindst to ladeoperatører skal tilbydes mulighed for at opsætte ladestandere på samme rasteplads langs motorvejene.
Hele Konkurrencerådets rapport kan læses her.