ElbilerTophistorie

Lader du elbilen forkert i vinterkulden?

Lader din elbil pludseligt langsommere, end du er vant til? Så gør du måske noget forkert i vinterkulden.

Oplever du, at der lige pludselig ikke er så meget lyn over lynladningen af din elbil? Så kan det være, du gør noget forkert. Og du er ikke den eneste, skriver FDM på deres hjemmeside.

– Vi får opkald fra medlemmer, som oplever at deres elbil, i takt med at vejret er blevet koldere, er begyndt at lynlade med ’sneglefart’. De er derfor naturligvis bekymrede for, om det betyder, at der er noget galt med deres bil, fortæller Tom Westersø Larsen, teknisk konsulent i FDM rådgivning, der dog i de fleste tilfælde kan berolige med, at problemet forsvinder, hvis bilen lades på en bedre måde.

 

De gode råd til den korrekte ladning

Det er ikke sikkert, at du har overvejet, at der er flere måder at lade din elbil på. Eller at der er særlige ting, du skal være opmærksomme på, når vinterens kulde rammer. Men hvis du oplever, at lynet har forladt lynladningen, er der altså nogle ting, du skal være opmærksom på, skriver FDM.

– Hvis du forventer, at du kan køre en bundfrossen elbil direkte hen til en lynlader og lade i det tempo, du nu er vant til med din bil, så vil du blive skuffet. Sådan fungerer batteriteknologien ikke, forklarer Tom Westersø Larsen, der fortsætter:

 

– Uanset årstid så gælder det, at den optimale batteritemperatur giver den mest effektive ladning. Er din elbils batteri koldt, så er det ringere til at modtage strøm. Derfor kan det altid meget bedre svare sig at få varme i batteriet, inden du begynder at lynlade på det, lyder rådet fra Tom Westersø Larsen.

Kunsten at få varme i batteriet

Ja, det lyder jo enkelt nok. Få varme i batteriet, så lader du hurtigere. Men hvordan gør du lige det? Skal du frakoble batteriet og stille det ind foran pejsen i en halv time, inden du skal ud og lade? Skal du ånde på det? Eller måske servere det en kop varm kakao? Nej, de gamle husgeråd virker ikke på batterier. I stedet skal du kigge mod din bil.

Mange moderne elbiler har nemlig funktioner, som kan opvarme batteriet for dig, skriver FDM.

Hvis du indtaster den ladestation, som du har planlagt at bruge længere fremme på din rute i din bils navigationssystem, så vil mange elbiler selv sørge for at forvarme batteriet, så det har den optimale temperatur til at modtage strøm. Det gælder f.eks. Teslas modeller. 

Nogle elbiler skal manuelt aktiveres for at forvarme din bils batteripakke forud for opladning. Det gælder f.eks. Kia Niro EV. Kend knappen i din bil, og husk at bruge den. Det sparer dig tid ved ladestationen.

 

Du kan også køre bilen på en måde, som kan hæve bilbatteriets temperatur. Er trafikken og forholdene til det, så kan du f.eks. på motorvej accelerere fra 80 til 110 eller 130 km/t. (alt efter hastighedsangivelserne). Gør du dette nogle gange efter hinanden, så kan det løfte temperaturen i batteripakken.

Hvis din elbil ikke er helt afladet, når du starter turen, kan du med fordel vente med at lade, til du har kørt et stykke tid, hvorved batteriet bliver naturligt opvarmet under drift – det vil også spare på energiforbruget til opvarmning af batteripakken.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.