Hvis du går og drømmer om en Lamborghini, fås den sandsynligvis ikke billigere end den nye elektriske go-cart, der er snittet i samarbejde med kinesiske Xiaomi. Den er ikke lavet til landevejskørsel – til gengæld bliver det med garanti den sejeste go-cart på banen.
Den lille frække sag, der naturligvis er holdt i den ikoniske gule Lamborghini-farve, går under navnet Ninebot GoKart Pro Lamborghini Edition og ligner ærlig talt en miniatureudgave af en formel 1-bil. En pudsig detalje er, at den er bygget ”oven på” en to-hjulet elektrisk scooter, der kan fjernes og bruges individuelt.
Batteriet i Go-carten er angiveligt stort nok til at bilen kan race op til 25 kilometer – eller 62 omgange på en 400 meter lang racerbane. Topfarten er på 40 kilometer i timen, hvilket er en anelse langsommere end go-carts traditionelt kører. Skal Ninebot GoKart Pro Lamborghini Edition køres af et barn, kan tophastigheden i øvrigt begrænses digital ved hjælp af en medfølgende app.
Ninebot GoKart Pro Lamborghini Edition Apropos app, så er go-carten udrustet med fire højttalere, der enten kan spille musik via Bluetooth eller sættes til at afspille lyden af en ægte Lamborghini-motor. Der er frit valg mellem V8 og V12.
En anden fræk detalje er, at go-carten er lavet til at kunne drifte; baghjulene er lavet i et materiale, der er skrid-venligt, mens forhjulene er af blødere gummi, der skal sikre vejgrebet.
Bilen sættes til salg i dag, men kun i et begrænset oplag. Hver model har sin egen unikke nummerplade, oplyses det. Prisen er en bagatel på omkring 9.999 kinesiske Yuan (9.500 kroner). Ikke meget for en Lamborghini.