De stigende brændstofpriser har fået flere økonomibevidste danskere til at kigge mod elbilene. Samtidig er der op til et års ventetid på nye elbiler, og den kombination har fået brugtprisen på elbiler til at stige. Flere af de mest populære elbilsmodeller sælges til samme pris som nye – eller endda over listeprisen.
– Læggetiden på brugte elbiler har typisk været på 21 dage, men siden marts er efterspørgslen steget. De mest populære modeller har nu en læggetid på fem dage, så de når reelt set ikke at blive sat til salg, fortæller Jan Lang, der er kommunikationschef hos Bilbasen, til iNPUT.
Prisstigningen er særligt mærkbar for elbiler, hvor ventetiden er lang og efterspørgslen stor. Som eksempel fortæller Jan Lang, at Audi Q4 etron i øjeblikket sælges for 10 procent mere end listeprisen. Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 sælges også mellem 20.000 og 40.000 dyrere end listeprisen.
Penge som køberne betaler, alene for at få bilen hurtigere end de kan få hos forhandleren.
Netop de to sydkoreanere, er der lange ventetider på. Hvis man ikke kan nøjes med de biler, der er på lager, får man lov at vente mellem syv og 12 måneder på sin bil.
Tyske Teslaer hitter
Det har længe været populært at importere brugte Teslaer fra Tyskland. En tilskudsfinte betyder, at tyskerne kan sælge elbiler videre med fortjeneste efter seks måneder – og mange danskere har derfor købt en (meget lidt) brugt Tesla fra Tyskland.
Alene i marts kom der 800 brugte Tesla Model 3 og 250 Model Y fra Tyskland til Danmark, oplyser Bilbasen.
– Tesla er noget helt særligt, men generelt er elbiler blevet meget populære. Både nyere modeller som Polestar 2, men også ældre modeller som BMW i3 og VW e-Golf er populære, fortæller Jan Lang.
Han forventer, at der bliver solgt omkring 30.000 brugte elbiler i år. I 2021 blev der solgt 11.000 brugte elbiler herhjemme, så der er altså tale om næsten en tredobling. En udvikling der kan blive endnu mere markant, hvis situationen med lange ventetider og høje brændstofpriser fortsætter.