Brormand Mads medvirkede i Rogue One: A Star Wars Story og nu kan storebror Lars Mikkelsen også skrive Star Wars på visitkortet. Endda i en dansk produceret fanfilm, der har fået titlen Star Wars: Shrouded Destiny. Den første teater er blevet lanceret og den kan, naturligvis, ses ovenfor.
Den nye novellefilm er skrevet og instrueret af Shahbaz Sawar, der har arbejdet på ideen siden 2016. Han mangler i øjeblikket kun at indspille få scener, men de er til gengæld krævende:
– Vi er i gang med at bygge et rumskibsinteriør, og det er en helt og aldeles anderledes opgave fra alt andet, jeg tidligere har arbejdet med, siger Sawar til Kino.dk. Det er derfor uvist præcis hvornår Shrouded Destiny er klar til premiere.
200 frivillige
Da filmen er privat-produceret arbejdes der med lidt andre budgettet end hos Disney. Mere end 200 frivillige har været inde over projektet i løbet af de tre år og det samlede budget har været på omkring en halv million kroner primært samlet ind via et Kickstarter-projekt.
Sawar mødte Lars Mikkelsen, da han medvirkede i en birolle i DR 1’s søndagsserie Herrens Veje. Mikkelsen afslog i første omgang at medvirke i filmen, men ændrede siden mening.
Shahbaz Sawar – der i øvrigt også selv spiller hovedrollen – fortæller, at den 45 minutter lange novellefilm er inspireret af Game Of Thrones, Breaking Bad, The Wire og The Raid. Han holder kommende seere opdateret med nyheder via en Facebook-side.