Det kom som lidt af en overraskelse i går, da Samsung meddelte, at deres kommende fladskærme ville have AirPlay 2-teknologi. Men i dag har to nye producenter meldt sig på banen, nemlig Vizio og LG. Med AirPlay 2 kan iPhone-brugere ”skubbe” musik, billeder og video til LG-fladskærme, ligesom der burde være en form for Siri-integration. Men LG har ikke uddybet integrationen af AirPlay 2.
Samsung, derimod, gik i går et skridt videre og lovede en decideret iTunes-app på sine fladskærme, hvorfra man kan leje og se film og tv-serier fra tjenesten.
Med meldingerne fra Samsung, Vizio og LG ser det ud til Apple placerer byggestenene til sin forventede Streaming-tjeneste. En streamingtjeneste, der udelukkende virker på Apple-enheder vil næppe være en god forretning, men der er potentiale, hvis der også er adgang fra konkurrenternes enheder. Ifølge rygterne overvejer Apple at gøre indholdet på streamingtjenesten gratis for brugere på Apple-enheder, mens brugere på andre producenters enheder må betale et abonnement.
Den årlige elektronikmesse CES finder i år sted mellem den 8. januar og 11. januar i Las Vegas, USA. Det er verdens største messe af sin art. iNPUT er naturligvis tilstede ved messen og vil rapportere hjem løbende. Vil du have friske nyheder fra CES direkte i dit nyhedsfeed, så giv os et Like på vores Facebookside.