LAS VEGAS: Den ligner en helt almindelig 65 tommer fladskærm, med en markant soundbar underneden. Men tryk på en knap, så forsvinder OLED-skærmen langsomt ned i højttaleren. LG har her til morgen vist sit LG Signature Series OLED TV R – den første kommercielt tilgængelige foldbare fladskærm – og den kommer i handelen engang efter sommerferien, loves det. Så er der også tid til at spare op, for selv om LG ikke har givet nogen indikation på prisen, så bliver den næppe billig.
Atmos-højttaler
Basen i LG Signature Series R OLED dublerer som en 100-watt Dolby Atmos surroundhøjttaler. Den har ikke opadskydende højttalere, som et Atmos-system bør, men kan i stedet virtuelt skabe effekten, lover LG. Tanken er, at højttaleren stadig skal kunne fungere som et hifi-møbel, når fladskærmen er ”pakket væk”.
Skærmen kan i øvrigt ikke alene rulles op eller ned, den kan også aktiveres i forskellige positioner; en såkaldt ”line mode” giver dig lidt skærm til at betjene musik, se et ur, etc. Desuden kan skærmen indstilles til at fjerne sorte linjer i top og bund af f.eks. film.
LG siger at skærmen kan rulles op og ned ”mindst 50.000 gange”.
Alexa og Airplay 2
Tv’et er naturligvis udrustet med den seneste LG Alpha 2 processor, ligesom det har nyeste WebOS-styresystem med understøttelse for både Alexa og Apples AirPlay 2.
Den årlige elektronikmesse CES finder i år sted mellem den 8. januar og 11. januar i Las Vegas, USA. Det er verdens største messe af sin art. iNPUT er naturligvis tilstede ved messen og vil rapportere hjem løbende. Vil du have friske nyheder fra CES direkte i dit nyhedsfeed, så giv os et Like på vores Facebookside.