Nu er det nok de færreste af os, der har lyst til at dele in-ear-hovedtelefoner med venner og bekendte – endsige familie. Men skulle det være nødvendigt, så er de nye LG Tone Free HBS-FL7 true wireless-hovedtelefoner en mulig løsning på bakteriefrygt. Hver gang ørepropperne placeres i opladeræsken, udsættes de for UV-lys der skal slå alle baktusser ihjel.
Ærgerligt nok er der ikke noget vaskesystem, der kan fjerne eventuel ørevoks, men det kan gøres manuelt under vandhanen, da hovedtelefonerne er vandsikret med IPX4-klassificering.
Ud over at give propperne et skud UV-lys kan etuiet naturligvis også oplade. LG fortæller, at fem minutters hurtigladning giver en times batterilevetid. Fuldt opladt kan propperne spille i op til seks timer inden de igen skal i æsken. I alt leverer propper og æske op til 21 timers musik.
Propperne er udrustet med trykfølsomme touchpads, der gør det muligt at betjene musikken – ligesom den indbyggede Google Assistant aktiveres med et langt tryk.
LG Tone Free HBS-FL7 er i første omgang kun annonceret i USA til en pris på 200 dollars – omkring 1.300 kroner. Læs mere hos LG.