Der vil fortsat være højttalere med fugle på, for højttalerproducenten Libratone med de danske rødder, er i sidste øjeblik blevet købt af kinesiske investorer. Det fortæller Finans.dk. Den 12. maj blev Libratone ellers erklæret konkurs i Statstidende.
Ifølge konkursboets kurator, Anders Hoffmann Kønigsfeldt fra Bech-Bruun, er Libratone blevet købt af et dansk selskab, der er ejet af kinesere der er relateret til de tidligere ejere af Libratone.
– Vi har fortsat en stærk tro på, at der er et marked for Libratones brand og produkter i Europa. Vi er derudover overbevist om, at virksomhedens drift kan fortsætte med en ny struktur, siger Yuting Liu, der er økonomidirektør i selskabet, der har købt Libratone, til Finans.
Virksomheden fortsætter med at have hovedsæde i Danmark, men må sige farvel til 13 af de 18 ansatte, så Libratone fremover udgøres af bare fem personer.
Libratone blev stiftet i 2009 af tre danskere med en fortid i Bang & Olufsen og opnåede lynhurtigt stor succes med sine uld-indpakkede trådløse højttalere. Selskabet har dog aldrig i sin levetid formået at skabe sorte tal på bundlinjen – tværtimod er underskuddet vokset år for år siden stiftelsen.
Siden 2014 har Libratone været ejet af kinesiske investorer.