Bluetooth-højttalereMultirumshøjttalere

Libratone Zipp (2015)

Libratone Zipp har smidt ulden, men er stadig en fremragende højttaler – og så har den fået multirumsfunktioner.

I sidste måned gav vi lillebror Libratone Zipp Mini en over nakken for lydkvalitet under par. I denne måned er turen kommet til storebror Zipp – og her er der heldigvis helt andre boller på lydsuppen. Nej, hifi-entusiaster skal stadig lede andetsteds, men for alle os andre, der leder efter en god fordeling mellem lækkert design, fleksibel opsætning, god lyd og anstændig pris, er den nye Libratone Zipp en gave.

Ungt design

Den nye Zipp-model bygger på samme princip som afløseren; en rund cylinder, der skyder musikken ud i 360 grader. Det klares af en 100 watt digital forstærker, der fodrer en 10 centimeter stor woofer og to 25 millimeter tweetere. Musikkilden kan være næsten hvad som helst; Zipp’en har både Bluetooth, AirPlay, wifi direct, DLNA, USB og et jack-stik. Den kan endda håndtere high-res audio op til 24 bit/96kHz, selv om det virker som en anelse overkill på en højttaler som denne. Dertil har den indbygget Spotify Connect, og det er muligt at gemme op til fem internetradiostationer som presets. Det hele betjenes primært via en app. Primært fordi det også er muligt at betjene højttaleren via de trykfølsomme knapper på toppen, men bliver det mere komplekst end at justere volumen eller skippe numre, så er app’en at foretrække. Nå ja; man kan mute musikken ved at holde hånden hen over toppen af højttaleren. Fin lille detalje.

 

Der var en, der var to …

En anden fin detalje er tilføjelsen af multirumsfunktionalitet – i Libratones verden hedder det SoundSpaces og betyder, at den kan kobles sammen med andre Libratone-højttalere. I skrivende stund findes SoundSpaces udelukkende i de to seneste Zipp-modeller (Zipp og Zipp Mini, red.), men lur mig om ikke det bygges ind i alle kommende Libratone-produkter. Som bruger er det rasende nemt; via app’en kan man trække højttalerikoner sammen i grupper, der skal spille på samme tid. Herfra kan man også styre volumen og andre indstillinger på de enkelte højttalere. Man kan endda indstille to højttalere til henholdsvis højre og venstre kanal i en stereoopsætning. Smart. Læg dertil at Zip’en har genopladeligt batteri, der kan spille i op til 8-10 timer på en opladning, så højttaleren kan tages med rundt i huset – eller på udflugt.

Som vi konkluderede i sidste måned så er nok så mange fikse funktioner intet værd, hvis højttaleren ikke leverer på kernekompetencen: Lydkvaliteten. Og heldigvis har den større Zipp noget nemmere ved at skubbe luft rundt end sin lillebror. Lyden er varm og spredningen er helt eminent, når den er indstillet på Full Room. Diskanten er lys og klar uden at nappe i ørerne og bassen følger med uden at rasle, selv når højttaleren udsættes for Ushers ’Papers’. Zipp spiller ikke brutalt højt, så den kan ikke spille op til fest, wmen lyden er bestemt godkendt. Den hører hjemme i den bedre ende af de trådløse højttalere, vi har testet. Vores eneste anke er, at mellemtonerne – ligesom på Zipp Mini – har en tendens til at blive lidt klaustrofobiske. Specielt når der vrides op for volumen. Men generelt overgår Zipp sin lillebror med længder – og de 500 kroner ekstra er givet godt ud.

 

Design er mere end et flot udseende; det er også brugervenligheden. Og i denne anmelders øjne brillerer Zipp’en på begge punkter. Den får den ellers fine forgænger til at se billig ud – jeg er specielt begejstret for den røde model – med sit nye glattere stof og plastikbunden, der spiller ganske godt sammen. Detaljen med lynlåsen er intet mindre end genial og er heldigvis ført over i den nye model. Samtidig er højttaleren virkelig nem at gå til. Tilslutninger foregår uden større udfordringer (hvis man holder sig fra AirPlay, der er en evig byld i r….) og app’en er skruet meget pædagogisk sammen.

I mine øjne har Libratone haft held med at føre deres største salgssucces (den originale Zipp) ind i en tid, hvor multirum har overtaget. Den nye yngre Zipp er både flottere, mere versatil og bedre lydende end forgængeren.

Libratone Zipp (2015)

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.990 kr.

Flottere, mere versatil og bedre lydende end forgængeren

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.