Ola Electric er på kort tid blevet Indiens største producent af elektriske scootere. Gennem en aggressiv plan med fokus på højtydende, teknologifokuserede scootere og ved selv at fremstille de fleste af komponenterne, er Ola blevet kaldt Indiens svar på Tesla. Nu meddeler selskabet, at de gør sig klar til at lancere en elektrisk motorcykel.
Indere kan allerede nu reservere et eksemplar, men skal vente til 2025 førend de får den udleveret. Til gengæld er den billig. Den billigste Roadster X variant får en pris på bare 74.999 indiske rupee, svarende til lige under 6.000 kroner.
Bevares, det er en yderst skrællet variant, der sælges til den pris, men den har trods alt en rækkevidde på op til 117 kilometer og en motorkraft på 11kW, svarende til 14 heste. Det er altså i virkeligheden mere en scooter, der er klædt ud som en elektrisk motorcykel.
I den anden ende af skalaen er Roadster Pro 16 , der kan tilbyde op til 579 kilometer rækkevidde fra et 16 kWh batteri, har en motoreffekt på 52 kW og en tophastighed på 194 km/t. Den kan prale af at være Indiens hurtigste elektriske motorcykel, da den kører 0 til 40 km/t på 2,6 sekunder.
Avancerede features ombord De dyrere udgaver af roadsteren har en masse avancerede funktioner såsom break-by-wire -teknologi til sikker præcisionsbremsning, en “hillholder”-funktion til at stoppe på bakker og et ABS-system, der skal gøre kurvekørsel mere sikker. Der er også et førerassistentsystem med kollisionsadvarsel i bytrafik.
De er desuden udstyret med alarmfunktioner som sabotageadvarsel og et eCall, der automatisk alarmerer beredskabet i tilfælde af uheld. En 6,8 tommer touchskærm indeholder alt fra instrumentering til underholdning i form af streamingtjenester. Faciliteterne inkluderer en ventileret sædehynde med køling.
Prisen for Roadster Pro modellerne starter ved bare 1.99.999 rupee. Det svarer til 15.998 kroner. Altså væsentlig billigere end nogen anden elektrisk motorcykel på markedet. Denne prisstrategi har vakt debat i branchen , hvor mange insidere ser Olas tilgang som mere en markedsføringstaktik end en bæredygtig forretningsmodel.