Det var helt tilbage i februar måned at Spotify lovede, at de inden årets udgang ville lancere lossless musik via Spotify HiFi. Nu er der mindre end to uger tilbage af 2021 og Spotify har ikke ytret et ord om sin lossless-service siden. Meget tyder derfor på, at løftet brydes.
I februar lød det at Spotify HiFi “vil levere musik i cd-kvalitet, tabsfrit lydformat til din enhed og Spotify Connect-aktiverede højttalere, hvilket betyder, at fans vil være i stand til at opleve mere dybde og klarhed, mens de nyder deres yndlingsnumre”.
Norske Tek.no har snakket med Spotifys nordiske kommunikationschef og hendes svar er ikke opløftende. I hvert fald, hvis man håbede at kunne spille tabsfri musik fra Spotify nytårsaften.
“Kunstnere og fans har fortalt os, at HiFi-kvalitetslyd er vigtig for dem. Vi er enige, og vi er glade for at kunne levere en Spotify Hifi-oplevelse til Premium-brugere i fremtiden. Vi har ingen detaljer om tidspunktet at dele i dag,” skriver Amanda Waldås i en mail til Tek.no.
Benspænd fra Apple og Tital?
Siden Spotify annoncerede sin HiFi-konto er de blevet overhalet af blandt andet Apple, der allerede i april lancerede tabsfri musik. Til alle abonnenter og uden merpris. Og lige præcis den detalje kan have stukket en kæp i hjulet på Spotifys planer.
Ifølge rygterne ville Spotify nemlig lancere HiFi som en dyrere abonnementsoverbygning på Premium. Sandsynligvis for at få dækket udgifterne til dyrere streaming. Med Apples tiltag – og det faktum at Tital også er begyndt at levere tabsfri musik uden merpris – virker den forretningsplan ikke længere gangbar.