×
AnmeldelseBærbareTophistorie

Anmeldelse: Apple MacBook Air 2024

Den nye MacBook Air leverer fantastisk ydelse uden at gå på kompromis med størrelse og vægt

Apples MacBook Air har været en af de mest populære serier af bærbare computere nogensinde – og med god grund. Siden Steve Jobs trak den første version ud af en konvolut har det været den computer konkurrenterne ville efterligne og den computer mange ønskede sig. Dengang var det en utroligt dyr maskine – efterfølgende er priserne faldet og i dag er det Apples ”billigste” serie. Start-modellen koster i dag 9.999 kr. (for 2024 udgaven med M3 processoren), hvilket stadig er dyrt sammenlignet med mange andre bærbare fra andre producenter. Ikke desto mindre er det faktisk ganske rimeligt, når man ser på kombinationen af ydelse, design og features.

Samme design som sidst

Apple ændrer kun meget sjældent på sit design, og på bærbare går der oftest op til 4-5 generationer imellem større designændringer – du vil altså ikke kunne se forskel på 2024 og 2023 modellerne. Faktisk er forskellene ganske små på M2 modellen (læs vores anmeldelse her) og M3 – du kan i øvrigt også finde M2 modellen på Apples hjemmeside stadigvæk, nu bare til den nedsatte pris 8.999 kr.

Der er nu heller ikke meget at udsætte på designet på MacBook Air. Min lånemodel er en sort udgave (kaldet Midnat), og helt ærligt synes jeg, det er en af de pæneste maskiner på markedet. Den er tynd og let og den sorte farve er lækker, hvis man altså er til det lidt mere maskuline udtryk.

Den sorte har en blå nuance også, så Midnight er et godt navn. Desværre ser man let snavs og fingeraftryk på den.

Man kan også vælge Space grey, sølv og ”Stjerneskær”, som nok kan betegnes som en mere varm udgave af sølv – ikke helt guld, men altså en del varmere.

Byggekvaliteten er som altid når det gælder Apple produkter helt i top. Selv om maskinen kun vejer 1,24 kg. føles den på ingen måde skrøbelig. Til gengæld er den sorte version stadig modtagelig overfor fingeraftryk på ydersiden.

Hurtigere end nogensinde

Den vigtigste opdatering på den nye MacBook Air er på processorkraften. Apple har sat sin nyeste processor, kaldet M3, I Air. Og der er faktisk sket en del siden sidst.

I Geekbench, som er standarden for hastighedsmålinger, når den nye Air 3043 på singlecore og 11885 på multicore. I forhold til M2 udgaven er det en forøgelse på 33% i singlecore og 25% i multicore. Det betyder faktisk ganske meget i hverdagen – især hvis du laver tunge opgaver som videoredigering og andre krævende ting. Den forrige version var i forvejen ganske habil, også til de krævende ting, men der er altså skruet så meget op nu, at man godt kan mærke forskellen.

MacBook Air fødes uden blæsere og aktiv køling. Det betyder to ting; den siger INTET – ligemeget hvad du kaster efter den – og den bliver nødt til at sætte hastigheden på processoren ned, hvis den bliver for varm. Med andre ord vil den ikke, som MacBook Pro, være i stand til at opretholde maksimum ydelse over en længere periode. Simpelthen fordi den brænder for varm. Er det så et problem? Nej, formentlig ikke for den bruger, Air er tiltænkt. Og hvis du er typen der redigerer multistream 4K video i fuld kvalitet og på avancerede tidslinjer, så skal du formentlig gå efter en Pro model alligevel.

Samtidig er det tydeligt, at Apple er blevet ekstremt gode til at holde temperaturen nede, på trods af den manglende aktive køling. Selv om jeg har spillet avancerede og nye 3D spil – eksempelvis Baldur’s Gate 3 – ja, så føles det faktisk på intet tidspunkt som om, hastigheden bliver sat ned, selv ikke efter flere timers spilletid. Så for den almindelige bruger vil det aldrig blive et problem, og det er ikke noget du skal bekymre dig om – lige meget, hvad du så ellers har læst på nettet.

Samme forbindelser

Som tidligere skrevet er designet fuldstændigt magen til forrige generation. Det betyder også, at der kun er tre porte på siden af maskinen; to USB-C og en Magsafe port.

Det giver mening at oplade computeren via MagSafe porten, da det både går hurtigere og lader en USB-C være fri.

Der er dog sket et par ændringer alligevel, der ikke har så meget at gøre med selve portene, men mere med den højere ydelse; der er nemlig nu mulighed for at tilslutte to 4- eller 5K skærme til den lille bærbare i stedet for kun en enkelt. På forrige generation var det altid en nødvendighed at man brugte den indbyggede skærm i Air som den ene af to skærme, men med de ekstra kræfter kan den altså drive to eksterne skærme. Det kræver dog, at man lukker computeren så den interne skærm ikke er aktiv – den kan altså ikke drive alle tre skærme. Det er ikke en kæmpe ting for de fleste, men for de der gerne vil have en lille og let bærbar der samtidig giver mulighed for et stort arbejdsareal på arbejdspladsen, ja så betyder det altså en del.

Ny Wifi standard

Hvor selve de fysiske indgange er de samme, så er der en lille forbedring på de trådløse – Wifi er nemlig opgraderet fra Wifi6 til Wifi6E. I praksis betyder det ikke så meget for de fleste, om ikke andet så fordi det ikke er ret mange der har en Wifi6E router. Har man det er der dog mulighed for at bruge 6GHz forbindelse til din router, hvilket kan betyde en del hvis du bor et sted, hvor der er mange Wifi netværk og dermed meget støj. Udover det er hastigheden nogenlunde den samme som det, du kan få fra Wifi6 på 5GHz. Med andre ord; det kan være en gamechanger hvis du har den rigtige router og bor i et tæt bebygget område.

En lille, mærkelig detalje

Med i kassen til denne specifikke model (16GB RAM og 512GB SSD) følger en oplader med to USB-C udgange. Det er i sig selv helt perfekt og når jeg er på rejse er det faktisk den eneste oplader, jeg behøver at have med, for jeg kan oplade både telefon og computer på samme tid – eller for den sags skyld iPad og telefon. I det hele taget er det en lækker lille ekstra detalje, som er ekstremt brugbar. 

Med følger en MagSafe ledning der, sammen med den sorte computer, også er sort. Til gengæld er opladeren i sig selv den samme som følger med til alle andre maskiner. Det vil sige hvid. Jeg er godt med på, at det er en dyr affære at lave forskellige ladere til alle maskiner, men når man nu i forvejen laver en sort ledning, synes jeg stadig det er en mærkelig detalje.

Den hvide strømforsyning burde måske have været mat sort for at passe til computeren?

MacBook Air er for de fleste

MacBook Air er en ekstremt alsidig bærbar. Den er tynd og let og virkelig en fornøjelse at have med på farten. Den har samtidig ydelse nok til at drive stort set hvad som helst, fra hardcore kontor brug til spil i den tungere ende. Den er, efter min bedste overbevisning, en fantastisk blanding af alt det, de fleste gerne vil have i en bærbar computer.

Der hvor jeg vil begynde at overveje noget andet er hvis man har brug for meget hukommelse eller mere lagringsplads. For kommer man op og skal have 16GB hukommelse og 512GB SSD, ja så ender prisen på 13.599 kr. og så er der ”kun” 1.400 kr. op til en MacBook Pro, hvor du får en betydeligt hurtigere processor (M3 Pro), aktiv køling og en større og bedre skærm. Det kommer dog med den pris, at den også er tungere og større, og du skal også overveje at smide ekstra penge efter de 16GB hukommelse, men så får du også en virkelig habil maskine der også kan klare spidsbelastning over lange stræk. Med andre ord; Pro betyder pro, og hvis du arbejder med store mediefiler og andre tunge opgaver kan MacBook Pro være vejen frem. Men til stort set alle andre vil jeg til enhver tid anbefale MacBook Air, for det er virkelig en rigtigt lækker maskine der kun bliver mere brugbar for hver generation. 

MacBook Air 2024

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: fra 9.999 kr.

MacBook Air leverer masser af ydelse i en indpakning de fleste vil elske. Det er måske den mest alsidige bærbare i verden.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.