Apples WWDC foregår i disse dage i Cupertino, Californien i deres hovedkvarter Apple Park. Og en af nyhederne er – som altid – en ny udgave af Apples styresystem til deres Mac computere, MacOS. Denne gang hedder styresystemet MacOS 14 Sonoma. Herunder følger en række af de forbedringer, du vil kunne se i det nye styresystem.
Du kan nu placere widgets hvor som helst på din skærm – og når du åbner en app skifter dine widgets udseende så de ikke stjæler opmærksomhed fra den app du er ved at bruge. Dine widgets fra din iPhone kan nu også dukke op på skærmen – har du for eksempel en widget til din bil dukker den automatisk op på Mac’en når du er i nærheden af computeren.
Spil får opmærksomhed Gaming får også en overhaling i MacOS 14, hvilket er hårdt tiltrængt. Spillene får nu prioritet over alle andre apps på Mac’en – ud fra den ide, at du formentlig gerne vil have spillet til at køre så hurtigt som muligt. Det vil også blive lettere for spiludviklere at konvertere spil til Mac’en og finde ud af, hvor hurtigt deres spil vil køre på Mac’en – noget der vil betyde flere spil konverteret til Mac som spilplatform.
Nye funktioner i Safari Du vil nu kunne dele passwords med andre brugere, og sikkerheden har fået et nøk op når du bruger “privat browser” funktionen.
MacOS Sonoma vil kunne downloades allerede nu hvis du er udvikler. Hvis ikke kan du vente på den offentlige beta. Vi anbefaler dog ikke, at du installerer betaen på din primære computer.