En række af Googles Nest-enheder har fået begrænset dele af funktionaliteten, og det skyldes de verserende retssager mod Sonos. Helt præcis har Google måttet begrænse visse enheder til kun at kunne deltage i én Google Home-højttalergruppe. En begrænsning, der går hårdt ud over multirums-egenskaber.
Allerede i starten af sidste år gav en dommer Google valget mellem at lave om i den måde, deres Google Home-højttalere fungerede, eller helt stoppe med at sælge højttalerne. Google har, ikke overraskende, valgt den første løsning.
Googles supportdokumentation præciserer, at mange af dets egne enheder “kun kan tilhøre én højttalergruppe i Google Home-app’en ad gangen”, og uddyber yderligere, at forsøget på at tilføje enhederne til efterfølgende grupper vil resultere i en fejlmeddelelse.
Det er ikke få enheder, der rammes af begrænsningerne. Her er listen:
- Google Nest Mini (2nd gen)
- Google Nest Audio
- Chromecast with Google TV (4K)
- Chromecast with Google TV (HD)
- Google Nest Hub (2nd gen)
- Google Nest Hub Max
- Google Nest Wifi point
- Pixel Tablet (Hub Mode)
Google bekræfter over for websitet 9to5android, at ændringerne skyldes sagerne mod Sonos:
“I lyset af en nylig juridisk afgørelse vil brugere ikke længere kunne tilføje nye Nest-enheder til flere grupper. Der er ingen ændringer i eksisterende højttalergrupper”.
Sagen mellem de to virksomheder handler om patenter. Helt tilbage i januar 2020 anklagede Sonos Google for at krænke fem patenter, der gør det muligt for trådløse højttalere at oprette forbindelse og synkronisere med hinanden. Siden har Google svaret igen med modanklager, men hidtil har Sonos trukket de længste strå, når dommerne har truffet beslutninger.
Sonos har angiveligt forsøgt at indgå en licensaftale med Google, men de to parter kunne ikke blive enige om de økonomiske detaljer. Sonos har udtalt, at Google tilbød “næsten ingenting”.